Google forbudt (Digitale begrænsninger)

Studerende opnår gennem aktiviteten viden om autoritative akademiske kilder inden for deres fagområde. I en aktivitet, hvor Google er forbudt udvikler de studerende kritisk, faglig tænkning omkring deres digitale informationssøgning. De studerende arbejder desuden med kollegialt kvalitetstjek.
Aktiviteten har til hensigt at udvikle de studerendes akademiske digitale kompetencer ved at styrke deres evner til informationssøgning. Aktiviteten vil give de studerende andre søgemuligheder end Google og give dem indsigt i hvordan deres fag har et helt unikt vidensunivers, som de bliver nødt til at lære at kende for at kunne vurdere og finde de bedste kilder til deres akademiske arbejde.Alle links til afvikling af aktiviteter findes nederst

KONTEKST

Googles søgemaskine finder primært information, der ligger åbent tilgængeligt på nettet. Mange autoritative akademiske kilder dukker derfor ikke op i en standard Google-søgning, men kræver at man er i stand til at opsøge kilderne på anden vis, hvilket igen kræver at man har kendskab til fagets informationslandskab.

Fagprofessionelle har en naturlig viden om deres fags informationslandskab opbygget gennem mange års erfaring. De studerende skal begynde at tilegne sig denne, for dem, nye viden om deres fags informationslandskab. Fordi den akademiske og faglige informationsmængde i dag er så stor, er det vigtigt at videnshåndtering bliver en mere fokuseret og integreret del af uddannelsen, så det bliver mere synligt for de studerende, hvordan og hvorfor de skal tilegne sig fagspecfikke informationskompetencer.

Googles simple søgefelt og det forhold at man aldrig får nul hits, gør at man hurtigt vænner sig til, altid at kunne finde information med en enkelt søgning. Men er det den rigtige information, vi finder?
Googles søgemetodik, og ikke mindst Googles algoritmer som ikke er transparente men designet til at give dig, det du gerne vil have på baggrund af det du tidligere har søgt på, kan på en måde forføre os/lede os på afveje og differentiere os.
De studerende skal lære at tage udgangspunkt i fagets traditioner og vidensgrundlag fremfor en enkel søgning på Google.

De studerendes faglige horisont bliver indskrænket, og de kan komme til at træffe urigtige faglige slutninger, hvis de ikke besidder kompetencer til at udvælge kilder på baggrund af viden om fagets autoritative kilder.

I denne aktivitet forsøger studerende at tilsidesætte den informationsverden, de har vænnet os til, ved at forestille sig, hvad de vil gøre, hvis de ikke har adgang til Google.

 

UDBYTTE

De studerende får viden om og erfaring med brugen af forskellige faglige akademiske kilder.

Studerende får indblik i undervisernes måde at søge information og vælge kilder.

Målet er at studerende får et bedre og mere nuanceret blik for hvilke kilder, der er centrale for faget. Valg af information fra fagets autoritative kilder er en genvej til relevant information, men kræver at studerende har overblik over informationslandskabet.

Studerende bliver udfordret på deres informationssøgning, når der indføres ‘Google forbudt’ som benspænd.

Studerende opnår færdigheder i at udforme og udføre søgestrategier med henblik på at træne systematisk søgning med udgangspunkt i faglige akademiske kilder.

Gennem fælles diskussion og opsamling af øvelsen opnår studerende indsigt i hvordan forskellige søgestrategier fører til forskellige kilder.

 

AKTIVITETENS INDHOLD OG TRIN

For at undervisningen kan lade sig gøre, vil der være en del forberedelse og forarbejde, der strækker sig over nogle uger før den egentlige undervisningsaktivitet. Læringen sker gennem hele semestret, hvor undervisere forpligter sig på at eksemplificere hvilke kilder de har brugt som grund for det stof, der arbejdes med i deres undervisning.

 

FØR AKTIVITETEN
De studerende opfordres til gennem semesteret at tage noter til, hvilke autoritative kilder underviseren har gjort brug af.

 

AKTIVITETEN TRIN FOR TRIN

Undervisningsaktiviteten indgår i et delelement i uddannelsen (f.eks. et produktkrav/opgave/projekt). Under arbejdet med et produktkrav/opgave/projekt skal de studerende finde viden men med den begrænsning at de ikke må bruge Google.

De studerende får således et benspænd der kræver de benytter sig af de autoritative akademiske kilder, underviseren har fremhævet i løbet af semestrets undervisning.

1. Studerende får udleveret et emne eller en relevant problemstilling til informationssøgning, der ligger inden for semestrets tema.

2. Underviser faciliterer processen, så det bliver en ’Google-fri’ zone.

3. De studerende skal kortlægge muligheder for informationssøgning uden brug af Google – med udgangspunkt i de kilder, der er blevet fremhævet i undervisningen.

4. De studerende vidensdeler på holdet omkring muligheder og validitet i de forskellige kilder (kræver at de har været inde at læse om kilderne). Dette styres af underviseren, der støtter de studerende i at bruge faglig/akademisk argumentation.

5. Underviser er opmærksom på, om de studerende får alle relevante kilder med – og især deres begrundelse. Det er væsentligt at studerende bliver støttet i at der ikke er et ‘rigtigt’ resultat af en informationssøgning, men at det er de studerendes argumentation og begrundelse, der afgør om en kilde er relevant og egnet fx på baggrund af forståelse for publikationers videnskabelighed og forfatterernes autoritet.

6. De studerende udvælger hvilke kilder, de vil bruge til søgning inkl. begrundelse for valg af kilder.

 

EFTER AKTIVITETEN

Underviser opsamler, så studerende får mulighed for at se alle mulige og potentielle kilder samt svarmuligheder. Underviser kan i opsamlingen skabe et rum for diskussion omkring, hvordan man som studerende i en informationssøgning både skal kende til søgeteknikker, søgeord samt kendskab fagets faglige kilder. Listen over de autoritative kilder kan anvendes som et muligt udgangspunkt, hvor de studerende opfordres til selv at føje flere til.

Opsamlingen er lige så vigtig som selve øvelsen, fordi det er her, de studerende kan se konsekvenserne af deres valg af kilder.

 

MATERIALER OG FORBEREDELSE

Forberedelse Materialer
Som underviser kan man lave et katalog over autoritative kilder. Underviseren kan skalere øvelsen alt efter niveau. Til studerende, der er i starten af uddannelsen kan listen over autoritative kilder indeholde centrale websider relevante for faget. Til lidt ældre studerende kan listen indeholde centrale forskningstidsskrifter og databaser. Katalog over autoritative kilder
Underviser forbereder et emne til informationssøgning, der inddrager flere autoritative kilder i faget.
Underviser forbereder et produkt/opgave/projekt, hvor de studerende konkret skal finde viden om et emne, dog uden at bruge Google.

 


UDFORMET AF
Birgit Larsen og Ulla Buch Nilson, VIA Bibliotek,
sammen med bibliotekar og underviserudviklere


LINKS TIL ANDRE STAK AKTIVITETER:

Fagets litteratur: Det starter med studieordningen – studerende har kendskab til fagets centrale kilder og databaser

(Gen)kend din faglitteratur! – studerende kan tilpasse deres litteratursøgning og -brug efter krav og traditioner i deres konkrete faglige kontekst

Vidensøgning på tværs – studerende formår at se ud over deres egen kreds af relationer og sædvanlige informationskilder i deres søgning efter og anvendelse af information i deres akademiske arbejde.

Rundt om og på tværs– studerende kan følge op på kilders pålidelighed og reflektere over hvordan man anvender kilder

GO-WI-GO (Søgemaskine vs database) – Studerende har kendskab til og kan skelne imellem databaser og søgemaskiner og kan vurdere deres respektive styrker og svagheder

 

INSPIRATIONSKORT

 

EKSTERNE RESSOURCER

Se eksempel på hierarki over videnskabelighed:
Rienecker, Lotte, og Peter Stray Jørgensen. Den gode opgave : håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser. 5. udg. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2017.

BFI listerne kan anvendes som eksempel på autoritative kilder:
https://ufm.dk/forskning-og-innovation/statistik-og-analyser/den-bibliometriske-forskningsindikator/BFI-lister