Digitalt referenceværktøj – bogen og artiklen

De studerende introduceres til et referenceværktøj som et digitalt hjælpeværktøj til at lave korrekte referencer.

De studerende introduceres ligeledes til, hvordan de enkelt kan lave referencer på en artikel eller en bog ved at importere referencedata fra søgesteder og indsætte i et tekstbehandlingsprogram.

Denne aktivitet indgår også som del af en STAK-linjeføring. STAK-linjeføringer har til formål at løfte den studerende fra et begynder-niveau (aktivitet 1) til et kompetent-niveau (aktivitet 4) inden for en digital akademisk kernekompetence.

Aktiviteten her er nummer 2 i STAK-linjeføringen Digitalt referenceværktøj fra A til Z

Du finder beskrivelsen af linjeføringen, dens kompetencer og dens øvrige aktiviteter her:

Alle links til afvikling af aktiviteter findes nederst

KONTEKST

Det er nødvendigt i akademisk projekt- og skrivearbejde at kunne referere korrekt inden for en given referencestandard til de anvendte kilder.

Det kan være et tidskrævende arbejde at gøre manuelt. Ved brugen af et digitalt referenceværktøj kan referencehåndteringen lettes, og tiden kan bruges til at fokusere på det indholdsmæssige i det akademiske skrivearbejde.

 

UDBYTTE

De studerende lærer at tage et digitalt referenceværktøj i anvendelse i forhold til at indsætte referencer og litteraturlister ved hjælp af dette i et dokument.

De lærer, hvordan de importerer referencedata for en bog og en artikel fra forskellige søgesteder.

 

AKTIVITETENS INDHOLD OG TRIN

De studerende introduceres et referenceværktøj som et digitalt hjælpeværktøj til at lave korrekte referencer. De introduceres ligeledes til, hvordan de enkelt kan lave referencer på en artikel eller en bog ved at importere referencedata fra søgesteder.

 

FØR AKTIVITETEN

  • Hav egnede lokaler
  • Bed de studerende om at have oprettet en konto i det valgte referenceværktøj

 

AKTIVITETEN TRIN FOR TRIN

  1. Bed de studerende logge ind i deres konto
  2. Vis i et tekstbehandlingsprogram, som det valgte referenceværktøj kan “tale” sammen med, hvor nemt man kan indsætte referencer, lave litteraturliste og vælger referencestandard for referencerne og litteraturlisten. Dette gøres for at sikre at de studerende ser gevinsten af værktøjet fra starten af aktiviteten
  3. Vis, hvordan man kan importere referencedata for en bog og en artikel fra institutionens bibliotekssøgemaskine
  4. Vis hvordan referencedataen kommer til at se ud i referenceværktøjet – Husk at gøre opmærksom på, at det er meget vigtigt at de tjekker at al data er kommet korrekt over i referenceværktøjet for at sikre kvaliteten af referencerne og litteraturlisten, når dataen anvendes
  5. Bed de studerende om selv at prøve at søge på og importere to konkrete materialer, en bog og en artikel frem i institutionens bibliotekssøgemaskine
  6. Bed de studerende om at søge de samme to titler (eller to andre) frem i en anden database eller søgemaskine og importere referencedataen
  7. Saml op på, hvordan det gik med at finde og importere materialerne fra det nye søgested. Vis hvordan man gør det, for at sikre at alle ser, hvordan det kan gøres
  8. Vis hvordan de studerende installerer plugin/add-in i tekstbehandlingsprogrammet tilhørende det valgte referenceværktøj, og bed de studerende om at gøre det selv
  9. Vis igen i tekstbehandlingsprogrammet, hvordan man kan indsætte referencer, lave litteraturliste og vælger referencestandard for referencerne og litteraturlisten
  10. Bed de studerende at indsætte to referencer i et dokument, lave en litteraturliste og ændre referencestandard

 

EFTER AKTIVITETEN
Underviser fortæller hvor de studerende kan få mere at vide om referenceværktøjet, hvis de vil vide mere. Her kan henvises til institutionens biblioteks kurser, hjemmeside eller referenceværktøjets egen hjemmeside.

 

MATERIALER OG FORBEREDELSE

Forberedelse Materialer
Underviser beslutter hvilken referencestandard,, de studerende skal præsenteres for, eks. APA, Harvard, Vancouver osv. Her kan personlige præferencer, studieordning, institutionen o.l. være betydende for valget. Sikre adgang til det valgte referenceværktøj og tekstbehandlingsprogram
Underviser beslutter hvilket referenceværktøj de studerende skal præsenteres for Her kan personlig præference, institutionslicens, holdning til open source/betalingsprodukt. være betydende for valget. Man kan evt. få vejledning hos sin institutionsbibliotek ift. dette valg.
Underviser sætter sig ind i hvordan man gør følgende i det valgte referenceværktøj::

  • hvordan man opretter en konto
  • hvordan man importerer data fra insitutionens bibliotekssøgemaskine og det andet valgte søgested
  • hvordan man installerer plug in/add in fra referenceværktøjet i tekstbehandlingsprogrammet
  • hvordan man bruger selv samme plug in/add in ift at indsætte referencer, indsætte litteraturliste og ændre referencestandard
Til dette kan der være hjælp at få på referenceværktøjets egen hjemmeside eller ved institutiotionens bibliotek, hvis det valgte værktøj supporteres heraf.
Underviser vælger de materialeeksempler, som de studerende skal søge frem og de eksempler på materiale, som vedkommende selv vil bruge
Underviser vælger det andet søgested, som de studerende skal prøve selv at søge i. Dette søgested kan vælges ud fra hvilken database/søgemaskine anvendes meget inden for den givne faglige retning

 


UDFORMET AF
Charlotte Wind og Helle Brink, Aalborg Universitetsbibliotek


LINKS TIL ANDRE STAK AKTIVITETER

Digitalt referenceværktøj – 1. trin
Denne aktivitet kan bruges før denne, hvis man vil sikre at de studerende er bekendt med hvad referencer, referencestandard er og med hvordan de laver referencer

 

INSPIRATIONSKORT

EKSTERNE RESSOURCER

Links til referencesystemer

www.mendeley.com

www.zotero.org

www.endnote.com

https://refworks.proquest.com/