Denne aktivitet sigter mod at udvikle den studerendes akademiske digitale kompetencer, når det handler om at vurdere og anvende kilder på videnskabeligt niveau.
Den studerende opnår gennem aktiviteten kompetencer til at kunne forholde sig akademisk og kritisk til artikler på videnskabeligt niveau. Denne aktivitet indgår også som del af en STAK-linjeføring. STAK-linjeføringer har til formål at løfte den studerende fra et begynder-niveau (aktivitet 1) til et kompetent-niveau (aktivitet 4) inden for en digital akademisk kernekompetence. Aktiviteten her er nummer 3 i STAK-linjeføringen Digital kildekritik – fra fake news til forskning Alle links til afvikling af aktiviteter findes nederst. |
---|
KONTEKST
Det er vigtigt, at de studerende lærer at tilegne sig færdigheder til at kunne vurdere kilder på højeste vidensniveau, da der også her findes kilder, som giver sig ud for at være mere end de er. Det åbne net er oftest første skridt i studerendes søgeproces, og de behøver derfor kompetencer til kritisk at kunne vurdere tilsyneladende akademiske søgeresultater. Der findes masser af videnskabelige artikler, websider, m.m. på nettet, der forsøger at give indtryk af at være forskningsbaserede, videnskabelige, entydigt faktuelle eller lignende, uden at være det, et eksempel kunne være: http://www.abrj.org/
Hvis de studerende ikke tilegner sig de nødvendige kritiske kompetencer risikerer de at komme til at anvende og støtte sig til fejlagtige kilder, hvorved deres teorigrundlag er uanvendeligt.
UDBYTTE
- Den studerende kan forholde sig refleksivt til utroværdige videnskabelige artiklers eksistens og besidder metoder til at eftertjekke troværdigheden. Særligt i forbindelse med søgninger online.
- Den studerende opnår større færdighed, og tiltro til egne evner og sikkerhed i valg af akademiske kilder fundet online.
AKTIVITETENS INDHOLD OG TRIN
Aktiviteten bidrager til at få de studerende til at forholde sig kritisk til artikler fundet online, der umiddelbart virker videnskabelige, og introducerer simple metoder der kan hjælpe med at vurdere troværdigheden af forlag, udgivere og tidsskrifter.
FØR AKTIVITETEN
Det kan være en god ide inden aktiviteten, hvis de studerende genaktiverer deres viden om kildekritik, før de går til aktivitetens specifikke fokus på troværdighed af udgiver: http://kea.dk/5-korte/ (under kilder)
AKTIVITETEN TRIN FOR TRIN
Den utroværdige artikel (som er fagligt relevant, og som underviseren har fundet på forhånd), udleveres til grupper af studerende.
1. Start med at tale om hvilket vidensniveau kilden hører til på. De studerende bedes i grupper vurdere artiklens troværdighed ud fra bibliografisk information (forlag, forfatter, tidsskriftstitel, DOI, peer review). Det er en pointe, at de her ikke har nogen særlige værktøjer.
2. Opsamling i plenum. Der spørges ind til, hvordan grupperne vurderede troværdigheden ud fra den bibliografiske info.
De studerende præsenteres for problemstillingen omkring falske videnskabelige tidsskrifter, under inddragelse af f.eks. https://beallslist.net
De studerende præsenteres for tjeklisten til troværdighed som underviseren har udvalgt. Alternativt kan udleveres 5 kort med hver sit spørgsmål fra tjeklisten, som de studerende på skift trækker.
3. Bed de studerende om at vurdere artiklen endnu engang, nu under inddragelse af tjeklisten.
4. Vurderingen fremlægges af grupperne eller i plenum
EFTER AKTIVITETEN
De studerende får tilsendt en udgave af den tjekliste som underviseren har lavet og til de nævnte eksterne ressourcer.
For at opsummere og nuancere aktiviteten, kan man med fordel efter aktiviteten tage efter en fælles diskussion – med udgangspunkt i følgende spørgsmål:
Kender i selv til sager omkring utroværdig forskning? Eksempler?
Hvordan adskiller de kilder vi har arbejdet med her sig fra andre kilder (lav evt. en matrice på tavle eller lignende, hvor man stiller de forskellige typer op ved siden af hinanden, og skriver de studerendes kommentarer om formål, virkemidler, målgruppe osv. op).
MATERIALER OG FORBEREDELSE
Forberedelse | Materialer |
---|---|
Underviser skal have fundet 2-3 ”utroværdige” artikler, evt fra et tidsskrift af tvivlsom karakter og printe et par eksemplarer til grupperne. | Et par printede eksemplarer af ‘utroværdige’ kilder |
Underviser udvælger spørgsmål til tjekliste, eksempelvis fra https://thinkchecksubmit.org eller https://videnskab.dk/kultur-samfund/saadan-laeser-og-forstaar-du-en-videnskabelig-artikel | En skærm til at vise udvalgte hjemmesider, så som thinkchecksubmit.org , DOAJ, videnskab.dk eller KEAs studieviden-side om kildekritik (se links under eksterne ressourcer) |
Spørgsmålene udformes på samme måde som i eksemplet, og skrives på små kort eller liste. |
UDFORMET AF
KEA Bibliotek,
Sammen med informationsspecialister og studerende.
LINKS TIL ANDRE STAK AKTIVITETER:
Billedjagten – Aktivitet, som styrker de studerendes digitale kompetencer indenfor vurdering af billedmateriale.
Forskning eller ej – Aktivitet, som styrker de studerendes kompetencer til at vurdere akademiske kilder..
INSPIRATIONSKORT
EKSTERNE RESSOURCER
Checkliste på dansk til videnskabelige artikler:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/saadan-laeser-og-forstaar-du-en-videnskabelig-artikel
Think. Check. Submit. Hjælper forskere til at identificere troværdige tidsskrifter og udgivere til deres research:
https://thinkchecksubmit.org
KEA studieviden om kildekritik.. Små videoer og artikler på dansk om kildekritik:
https://bibliotek.kea.dk/da/?id=193