Få styr på formalia med cafemetoden

Akademiske institutioner har formelle krav til studerendes produkter. Kravene handler ofte om sprog, layout og mere håndfaste regler om referencestil, forside og bilag.
Studerende forudsættes at have basale IT kompetencer til grundlæggende opgaver, men formaliakravene til de mere akademiske dele af opgaver/projekter er forbundet med digitale teknologier, der er nye for mange studerende. Aktiviteten bygger bro over kendte og nye digitale teknologier, der er nødvendige at blive fortrolige med i omstillingen til at være studerende på videregående uddannelser. For nye studerende er retningslinjer for opgaver en fælles udfordring, da kravene er ens for alle og ofte afviger fra det de har lært på ungdomsuddannelserne. Et fælles læringsforum, hvor studerende hjælper hinanden med at opfylde formelle krav, kan styrke nye studerendes omstillingsparathed til videregående uddannelse. Alle links til afvikling af aktiviteter findes nederst

KONTEKST

Uddannelsesinstitutionerne har ofte generelle bestemmelser i forhold til skriftlige opgaver. Bestemmelserne er beskrevet i tekniske retningslinjer og formkrav, der skal sikre ensartede opgaver på studiet Kravene til formalia er akademiske, detaljerede og høje på videregående uddannelser. Nye studerende møder kravene tidligt i uddannelsen allerede ved første opgave/projekt.

Mange studerende har mødt krav til formalia i ungdomsuddannelserne, men da kravene ikke er ens på tværs af gymnasierne vil de ankomme med forskellig viden og kompetencer. Studerende bruger kræfter på at afkode forventningerne og oplever at de tillærte kompetencer fra gymnasiet ikke nødvendigvis kan bruges på den videregående uddannelser.

Studerende har brug for en omstilling i overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse. Konteksten er ny og kendte vaner skal aflæres. Med fokus på digitale redskaber og teknologier, der både er kendte og nye, får studerende viden og færdigheder i at bruge hjælpeværktøjer til referencehåndtering, citat, ophavsret, layout etc.

Fokus på grundlæggende lavpraktiske IT kompetencer og nye akademiske digitale kompetencer hjælper studerende i omstillingsprocessen.

Studerende tillægger ikke nødvendigvis arbejdet med formalia en høj værdi i forhold til projektets/opgavens faglige indhold. Med både nye krav til faglighed og akademiske færdigheder, kan nogle studerende have vanskeligheder med at prioritere formelle krav til fx referencer, citater, ophavsret etc.
Studerende skal have forståelse for at arbejdet med formalia er relativt sort/hvidt, sandt/falsk, hvilket har betydning for den måde, de skal lære på.

Formalia er grundlæggende for gode opgaver, men kan være kedeligt at lære. Studerende kan med fordel hjælpe hinanden med at overkomme tilegnelsen af de formelle krav tidligt i studiet, inden det for indflydelse på bedømmelsen af opgaven.

 

UDBYTTE

I opgaveskrivning/projektarbejde er krav til formalia ens på tværs af uddannelse og semestre. På andre områder vil den faglige vejledning være differentieret, men når det gælder formalia er reglerne sort/hvide.

De studerende kan få udbytte af et samarbejde for at få bevidsthed om at udfordringer ved studiestart er en udfordring for mange. Aktiviteten vil understøtte et samarbejde tidligt i studiestart og anerkende at alt skal læres – på ny:

  1. Grundlæggende basale IT kompetencer i forbindelse med layout af en akademisk opgave. Kendskabet vil være forskelligt afhængig af tidligere uddannelse. Redskaber og Tips & Tricks, der kan bruges fremadrettet i studiet.
  2. Akademiske digitale kompetencer om referencehåndtering. Referencesystemer og referencestiles forskellige krav til kildehenvisning, referenceliste, fodnoter. Redskaber og Tips & Tricks, der kan bruges fremadrettet i studiet.
  3. Akademiske digitale kompetencer om akademisk og fagligt sprog i akademiske opgaver. Argumentation kræver korrekt anvendelse af kilder i tekster for at undgå krænkelse af ophavsret og plagiat. Redskaber og Tips & Tricks, der kan bruges fremadrettet i studiet.

 

AKTIVITETENS INDHOLD OG TRIN

I omstillingen til opgaveskrivning i en akademisk setting på en videregående uddannelse benyttes cafemetoden, der indbyder til dialog og videndeling. Cafemetoden byder velkommen og skaber en uformel stemning. Fokus er på at hjælpe hinanden med nye krav til opgaver og lære nye studieværktøjer at kende, der kan være en hjælp gennem hele studiet.

 

FØR AKTIVITETEN
1. Udsend studiets uddannelsesdokumenter om blandt andet tekniske retningslinjer og formalia til deltagerne til forberedelse
2. Rummet skal være forberedt til gruppeaktivitet (se trin for trin nedenfor)
3. Lys, snacks, plads til kaffekopper – det er en hyggelig uformel café.
4. Skriveredskaber og papirdug på bordene til at skrive på.

 

AKTIVITETEN TRIN FOR TRIN

5. Caféen åbner med et kort oplæg om form og indhold for den tid, der er afsat til aktiviteten. Læg op til en kollaborativ stemning, så studerende opfordres til at samarbejde om studiets udfordringer.

6. Indled cafeen ved at sætte rammerne for arbejdet. Inddel caféen i de forskellige typer formalia, der er fokus på fx layout, referencer, sprogvask, ophavsret.

7. Opdel i grupper afhængig af formaliakrav

8. ved hvert bord skal en cafevært indtage en faciliterende rolle, afgør rollefordeling. Vær forberedt på hvem, der har rollen til at styre tid, give feedback og opsamle forløbet. Opstil borde/inddel rum efter hvor mange formalia du vil have i spil fx 3 (layout, referencer, sprog, ophavsret). Cafeværten sætter tid på hver session fx 25 minutter

9. På papirdugen udfylder alle deltagerne, hvad der er de centrale problemstillinger for netop de, der sidder i gruppen. Gør opmærksom på, at det er et kollaborativt arbejde, så alle der har viden byder ind og ikke blot venter på at deres emne bliver taget op.

10. Giv de studerende mulighed for at rykke rundt efter behov. Kun caféværten bliver på sin ‘stamcafe’. De studerende skal opfordres til at være deltagende ikke kun med egne problemer men også med at hjælpe med at løse andres. Studerende forpligter sig til at deltage og bidrage med deres viden i 25 minutter.

11. Når der ikke er flere der flytter under, eller tiden er udløbet afrundes Caféen med en kort opsamling fra hver cafevært ved bordene med de mest nyttige råd opnået ved bordet.

 

EFTER AKTIVITETEN
Hvis uddannelsesinstitutionen har en linksamling med de mest nyttige studieværktøjer kan underviser opfordre studerende til at samarbejde og udnytte studieværktøjerne.

Underviser kan i samarbejde med undervisere følge udviklingen ved at få mulighed for at kigge i nogle af de afleverede opgaver.

 

MATERIALER OG FORBEREDELSE

Forberedelse Materialer
Underviserne på workshoppen forbereder sig gennem indsigt i studiernes dokumenter om krav til formalia og retningslinjer til opgaveskrivning. Studiets uddannelsesdokumenter om blandt andet tekniske retningslinjer og formalia
Der findes digitale værktøjer til hjælp med referencer, layout og akademisk sprog. Udforsk værktøjerne som værktøjer, der kan understøtte studerende i den akademiske skriveproces. Digitalt værktøj til referencehåndtering fx Zotero.org
Inden afholdelse skal institutionen sætte rammerne for caféen. Der skal besluttes, hvem der er afholder af arrangementet evt. samskabelse med ældre studerende, IT pædagogisk personale eller studievejleder og bibliotek Digitalt værktøj med læringsaktiviteter til understøttelse af at lave korrekte citater, parafraser etc – stopplagiat.nu
Digitalt værktøj til layout – fx Word
Læs om Cafemetoden ved at google ‘cafemetoden eller fx https://www.lederweb.dk/artikler/cafemetoden/

 


UDFORMET AF
Birgit Larsen & Ulla Buch Nilson, VIA University college,
sammen med VIA og Stig Lyngaard Hansen, KADK


LINKS TIL ANDRE STAK AKTIVITETER:

Ophavsret i en digital verden
Studerende har kendskab til, respekterer samt kan overholde regler for intellektuel ophavsret, deling og anvendelse af andres viden, arbejde og produkter.

Linjeføring – Digitalt referenceværktøj fra A til Z
Studerende kan forstå og anvende digitale referencesystemer og -værktøjer samt kreditere kilder og referere forskellige kildeformer korrekt i deres akademiske arbejde.

 

INSPIRATIONSKORT

 

EKSTERNE RESSOURCER

Rienecker, L., og Stray Jørgensen, P.(2018) Studiehåndbogen : for studiestartere på videregående uddannelser. 3. udg. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Stray Jørgensen, P. (2014). Formalia i opgaver på videregående uddannelser: Serviceafsnit, litteraturhenvisninger, layout og typografi (3. udg.). Samfundslitteratur.