Historier fra STAK projektdeltagere om hybride oplevelser i konsortiet
Samvær
Samtale
Samarbejde
Online workshop om læringsaktivitet
Workshop med VIA undervisere og IT pædagogiske konsulenter (uden for projektgruppen), med henblik på at udfærdige en læringsaktivitet ift. informationskompetence (til STAK platformen). Deltagerne bidrog med ideer til aktiviteten og med kontekst/problemstillinger, som kunne imødekommes..
Før workshoppen havde vi kontaktet relevante deltagere og indkaldt dem til online workshop. Vi havde præciseret at formålet var sammen at definere trin i en aktivitet og udfylde læringsmønster-skabelonen.
Efter workshoppen færdiggjorde VIA projektgruppen læringsmønsteret på egen hånd og det undergik shepherding af STAK samarbejdspartnere, ved kommentering på Google drev.
Samtale
Casen var udtryk for hybrid samtale ved at den foregik dels synkront og med samtidig brug af chatfunktionen i online mødet (hvor der bl.a. deltes links/eksempler på forslag), dels ved skærmdeling af wordskabelon fra workshopleder som udfyldte denne ud fra input fra deltagerne undervejs i workshoppen.
Samtalen var i fokus - da det centrale for workshoppen var at høre og få adgang til de best practice ideer og perspektiver deltagerne kunne bibringe aktiviteten, og forhandlingen af argumenter mellem disse deltagere.
Historien bag den hybride case
Online workshop med eksterne deltagere stiller krav til facilitering og styring samtidig med at der skal være rum for en uformel dialog hvor deltagerne kan spore sig ind på hinanden og hinandens perspektiver.
Vi brugte zoom platform til mødet/samtalen - herunder video og chat med deling af links m.v. Brug af skærmdeling ift orientering i wordskabelonen. Således var der fokus på det synkrone under workshoppen.
Formålet var at samtalen skulle udmunde i udformning af en læringsaktivitet. til STAK platformen.
Deltagerne var meget nysgerrige på projektet og dedikerede i at lave en aktivitet. De startede med at præsentere sig og fortælle om deres interesseområde og begrundelse for at deltage i workshoppen om samkommentering og digitale noter.
Det var vigtigt i den hybride samtale hvor vi ikke sad fysisk sammen, at der blev givet god tid til at se og høre den enkelte deltager, da vi under workshoppen primært kiggede på det delte dokument og ikke i samme grad som på et fysisk møde kunne aflæse nonverbal kommunikation.
Der var forskellige perspektiver på hvor konkret aktiviteten skulle være også ift kontekst, men vi endte ud med en konkret kontekst. Deltagerne var IT pædagogiske konsulenter og undervisere på sundhedsuddannelserne, og de bidrog med deres ideer og kontekster.
Det var anderledes og nyt at afholde en workshop online, med folk der ikke kendte hinanden på forhånd. Idéudvekslingen fungerede fint, men det var en udfordring at få folk til at diktere ordlyden af læringsaktiviteten.
Man kan blive opfattet som meget styrende/dominerende hvis man tager ordet og dikterer ordlyden af læringsaktiviteten. Jeg oplevede således at det var vanskelig for deltagerne at være meget formelle, da vi havde fremelsket en uformel tone i workshoppen.
Der var en udfordring at holde fast i de studerendes konkrete udfordringer og koble disse til aktiviteten (udbyttet).
Vi havde meget fokus på at bruge tiden på at få beskrevet aktivitetens trin på vores workshop med de eksterne deltagere, og det viste sig svært at få de mange ideer til at samle sig meningsfuldt i aktivitetens trin. Fremover kan det måske være en ide at afvikle individuelle interview med ressourcepersoner mhp at beskrive konkrete aktiviteter til udvikling af nødvendige kompetencer. Det har gentagne gange vist sig vanskeligt at få fælles mindset ift en aktivitet, og denne del opsluger for mange ressourcer i workshop (metoden) ift produktion af den endelige aktivitet.
Det synkrone/asynkrone kom til syne i casen dels ved brug af program til skærmdeling dels ved den arbejdsform, at vi synkront formulerede aktiviteten trin for trin i ord.
Deltagerne externt fra projektgruppen bidrog med værktøjs- og undervisningserfaring samt kontekst-kendskab, som supplerede den erfaring der lå i projektgruppen alene.
Flere ideer og perspektiver fremkom altså under workshoppen end vi ville have kunnet finde internt alene.
Vi søgte at deltagerne havde en uformel samtale og kunne bruge rummet til at lære nye kolleger at kende - også på det personlige plan (ved at tale om det lokale de sad i og hjemmearbejdets glæder), samtidig med at samtalen blev styret stramt af workshopleder ved hele tiden at bede om formuleringer til det aktuelle felt i skabelonen herunder at holde fokus på aktivitetens trin og på formulering heraf.
Punktering af muren
Hvordan får forskning aftryk på praksis? Spørgsmålet optager både forskere, praktikere - og politikere. Casen her er et eksempel på, hvordan et samarbejde om en vidensproduktion i en hybrid arbejdsform kan være med til at fremme dialog og skabe potentiale for udvikling og forandringsprocesser.
Konkret handler det om udarbejdelsen af en rapport, der blev igangsat i STAK-projektets startfase.
Rapportens formål er at identificere og definere akademiske digitale kompetencer, der er nødvendige for aktiv deltagelse i videregående uddannelser. Målet er at udvikle et dokument, der skaber overblik og danner grundlag for at iværksætte initiativer (læringsaktiviteter) til at fremme de akademiske digitale kompetencer.
Hovedforfatterne på rapporten er tre forskere og dertil var 17 praktikere inviteret med til at redigere og revidere rapporten.
Samarbejdet fortjener roser - her leveret og beskrevet fra praktikers perspektiv.
Samarbejde
Normalt sker der en lineær vidensoverførsel fra forsker til praktiker. I det hybride samarbejde i STAK projektet blev rapporten til i et delvist samskabt produkt, hvor forskere aktivt og engageret samarbejdede med eksterne aktører både gennem dialog i det fysiske rum, men i høj grad i en kollaborativ skriveproces i det digitale rum. At rapporten blev til i netop den proces giver potentiale for at resultaterne i projektet kan realiseres i praksis.
Historien bag den hybride case
En stregtegning vist i et slideshow under et konferenceoplæg om forskningens impact har bidt sig fast hos denne projektdeltager. Tegningen er af Hiroyuki Yoshikawa og viser forskere, der dybt koncentreret om deres forskning samtidig grifler resultaterne ned i artikler. Når en artikel er færdig rulles sammen og kastes over skulderen. Hen over en mur. Ud af akademia. Over på den anden side af muren til praktikeren/borgeren/samfundet. Måske bliver den grebet. Måske rammer den en praktiker. Måske ikke.
Pointen er “muren” (the thick dividing wall”) og manglen på dialog og udveksling mellem forskere og praktikere.
Den hybride arbejdsform i STAK er et bud på, hvordan det ikke behøver at være sådan. Set fra praktikerens synsvinkel var det en stor gave at blive inviteret ind i arbejdsrummet med rapporten. Helt konkret blev en ikke-færdig version af rapporten lagt ud på en digital platform, hvor de 17 projektdeltagere kunne komme med kommentarer i reviderings- og redigeringsprocessen. Flere projektdeltagerer - inklusiv undertegnede - fik mulighed for at deltage i en teoretisk samtale. Noget der sjældent er tid til i en hverdag med personalemøder, undervisning og vagter.
Målet var en samtale om centrale begreber. Det kom der nogle interessante og perspektivrige ’samtaler’ ud af. Det første synkrone, on-site møde med den klassiske ‘tid-til-spørgsmål’ blev suppleret med den asynkrone skriveproces i et fælles dokument, der åbnede for at man kunne tænke sig om og finde kilder, der understøttede ens pointe. På den måde blev dialogen fagligt dybere.
Nogle begreber var vi enige om, andre kan vi sikkert stadig diskutere. Men dialogen blev overvejende sober og faglig, da der var sat regler op. Generelt blev folk bedt om at skrue op for venlighedsfaktoren, da man i en skriftlig dialog, der foregår asynkront, nemt kan blive misforstået.
Udbyttet var størst, hvor flere gav deres faglige bidrag i form af uddybende kommentarer. Steder hvor dokumentet flød over med sympatitilkendegivelser (likes) til en kommentar, virkede forstyrrende for læsningen og formålet med processen.
Kommunikation på tværs er tit en mangelvare. Det hybride samarbejde kan være med til at ophæve afstande og bryde klassiske skel. Når man som praktiker har læst med, kommenteret, diskuteret og udvekslet meninger får forskningen mere anvendelsesværdi og potentiale for at skabe udvikling og forandringsprocesser.
Den asynkrone skriveproces gav nogle helt andre muligheder for dialog end den klassiske ‘tid til spørgsmål’ efter et foredrag. I en asynkron skriftlig samtale kan man nå at reflektere og har tid til at finde gemte dokumenter/artikler til at underbygge sine argumenter. På den måde bliver udvekslingen dybere, mere faglig og mere vedkommende. Ejerskabet for produktet ligger primært hos forskerne, men den dybere medvirken i arbejdet som her i den asynkrone skriveproces styrker grundlaget for realisering i praksis. Det asynkrone samarbejde byggede på et tidligere møde, der foregik synkront og on-site, hvor forskere og praktikere havde mødt hinanden som hhv oplægsholder og projektdeltagere.
Det fysiske møde i startfasen var afgørende for processen. Under det fysiske møde iagttager og fornemmer man som deltager, hvem forskerne er, hvordan de kommunikerer, taler om sig selv, går i dialog, inspirerer, trækker sig etc. Det fysiske møde og de efterfølgende opsatte regler for den online dialog i reviderings- og revisionsarbejdet med rapporten fik betydning for dialogen. Vægten på venlighed i dialogen og ønsket om vores engagement inviterede stærkt til at bidrage.
Rapporten er baseret på et litteraturstudie og skrevet primært af forskerne. Fokus i STAK projektet har været involvering, at skabe en fælles samtale om centrale begreber. Samarbejdet om redigering og revision af rapporten har fået forskellige fagligheder, perspektiver og holdninger i spil. Fra praktikerens perspektiv var denne form for videndeling med engagerede aktive forskere en sjov og anderledes proces. Som praktikere har vi erfaringen og ekspertisen fra praksis. Som forskere har de har læst bunker af inspirerende litteratur.
Online læringsmønsterworkshop
De 3 KUB STAKdeltagere afholdt en 1 ½ times læringsmønsterworkshop, med en inviteret gæst fra KUB Forskerservice, herudover deltog projektleder for STAK. Den skulle have været afholdt fysisk, men grundet nedlukningen af bibliotekerne pga coronakrisen blev den afholdt online.
Formålet var at diskutere og blive klogere sammen på 2 læringsmønstre indenfor produktionskompetencer, nemlig “Viden om forskningsmidling” og “Professionel webportfolio”, da vores viden hver især ikke var tilstrækkelig til at kunne udfylde læringsmønsterskabelonen. Vi viste skabelonen til læringsmønstre, men gik ikke nærmere ind i den, da det især handlede om at få bedre greb om begreberne. Vi aftalte dog med vores gæst, der var ganske nysgerrig på metoden, at hun gerne måtte kigge mønstrene igennem, når vi var parate med et udkast.
Samvær
Det er sjældent, at KUB Forskerservice og os i underviserteamet, der hovedageligt har med studerende at gøre, støder på hinanden fysisk og kan udveksle ideer, trække på hinandens erfaringer, stille spørgsmål hverken uformelt i det daglige eller ved formelle møder. I casen her fik vi lejlighed til at mødes på en uformel måde i et virtuelt miljø hvor der var nærvær og vi kunne udveksle erfaringer og synspunkter om dette og hint udover selve den formelle del omkring læringsmønstrene.
Vores samvær blev til en samtale om, hvad der ligger i begreberne forskningsformidling og webportfolio, set fra et forskningsmæssigt og studentermæssigt perspektiv og disse forskellige perspektiver kan samles i en hybrid mellem det forsknings- og studenterrettede
Historien bag den hybride case
Online workshoppen fungerede rigtigt godt, dels fordi vores “gæst” er et åbent og nysgerrigt menneske og dels fordi vi ses alt for sjældent, selvom vi er fra samme organisation, så det var en god anledning at ses på denne måde, hvor vi både kunne mødes lidt uformelt til lidt snak og lidt mere formelt omkring emnerne for læringsmønstrene, som vi alle vidste lidt om, men ikke nok og fra hver vores perspektiv.
Da samværet foregik synkront på et videomøde og der kun var en delvist udefrakommende deltager, var det godt for trygheden i samværet, at alle sad på hver deres lokation - faktisk hjemme i stuerne - så ikke der f.eks. sad tre sammen i et fysisk lokale ved en fælles skærm og gnaskede kage eller måske begyndte at tale sammen og glemme deltageren, der sad et andet sted. Workshoppen blev desuden lidt mere koncentreret og målrettet end hvis det havde været en fysisk workshop.
Oprindeligt havde vi planlagt, at vi sammen på workshoppen skulle udfylde nogle af læringsmønsterfelterne, men der var sat for lidt tid af til det, så det blev mere en inspirationsworksh og en fællesforståelse for emnerne.
Workshoppen blev en hybrid mellem det formelle og uformelle. Vi var 4 der i forvejen kendte hinanden godt og vores inviterede gæst fra Forskerservice kender vi, men tales sjældent ved. Det var derfor nødvendigt at skabe et trygt og rart møderum, hvor vi kunne tale lidt uformelt sammen i starten om løst og fast i øjenhøjde med hinanden og langsomt nærme os hvad STAK overhovedet går ud på og blive lidt mere formelle i præsentationen. Efter præsentationen af STAK og læringsmønstre og arbejdet med dem tog vi fat på at tale om læringsmønstrene og hvad der lå i dem og på en uformel måde udveksle synspunkter.
Samværet foregik synkront på et online videomøde, samtidigt foregik det fysisk fra deltagernes egne hjem, d.v.s. ingen var samlokaliseret eller sad ved en fællesskærm, hvilket betød, at alle var helt lige i at deltage i samværet.
Alle deltagere kommer fra universitetsbiblioteksverdenen og har en fælles viden og forståelse om rammen for de services vi skal levere. Derudover ved vi ikke nødvendigvis hvad der kendetegner praksis i de enkelte teams heller ikke selvom der kan være sammenfald i de områder vi beskæftiger os med.. Den tavse indgroede viden, vi som teams har bliver explicit i mødet med andre og kan skabe en ny forståelse for emnet som f.eks. viden om forskningsformidling.
Arbejdssessioner med kommentering i Google Docs og Microsoft Teams.
I forbindelse med udarbejdelse af læringsmønstre til STAK-projektet, er der blevet afholdt små online arbejdssessioner lokalt, hvor der i fællesskab er blevet kommenteret og rettet på læringsmønstrene i Google docs, samt yderligere tilføjet tekst til skabelonerne, således at læringsmønstrene er blevet klar til publicering på platformen. Arbejdssessionerne foregik online i en kombination af MS Teams og Google docs. Det vil sige, at der har været samkommentering i dokumentet, samtidig med, at projektdeltagerne har haft en åben kanal i MS Teams, hvor de løbende kunne diskutere indholdet.
Inden arbejdssessionerne fandt sted har der været afholdt lokale workshops, hvor læringsmønstrene i deres rå form er blevet undfanget. Derefter har alle læringsmønstre gennemgået efterredigering lokalt, samt ekstern shepherding, hvor læringsmønstrene er blevet kommenteret på af andre projektdeltagere.
Efter arbejdssessionerne blev læringsmønstrene uddelegeret internt via MS Teams blandt de lokale projektdeltagere, som derefter læste dem igennem en sidste gang, før de blev vurderet klar til publicering.
Samarbejde
Denne case forholder sig til den hybride samarbejdsdimension. Samarbejdet i arbejdssessionerne foregik ved, at de lokale projektdeltagere mødtes online for at færdiggøre læringsmønstrene. Der gik foregik synkron samkommentering i Google docs, med en åben kanal til løbende diskussion i MS Teams.
Ved tidligere lejligheder har lignende arbejdssessioner foregået både online og onsite, men grundet COVID-19 situationen har dette ikke været en mulighed længe.
Historien bag den hybride case
Hvor vi i den lokale projektgruppe tidligere mødtes fysisk/on-site, men også arbejdede med mønstrene digitalt og online ved hjælp af google docs, har sessionerne i en rum tid været uden det fysiske element. Ved hjælp af primært Microsoft Teams, har det dog lykkedes at emulere det fysiske rum til en vis grad. Dette foregik ikke så meget som en bevidst efterligning af det fysiske, men snarerere som en gradvis tilvænning til det digitale. Tilvænningen til det digitale rum har hjulpet til at effektivisere arbejdsgangene og udrydde de værste misforståelser og komplikationer, som nemt kan opstå i et kompliceret projekt som STAK. At samtalen er foregået ved hjælp af Teams har lettet kommunikationen, og gjort det nemmere og mindre formelt at arbejde med læringsmønstrene.
Man kan dog altid tale om små udfordringer ift. det tekniske, som f.eks. langsom forbindelse, uforklarlige små fejl indlejret i de forskellige programmer, eller uklarheder omkring tilvejebringelsen af de forskellige materialer.
Derudover har sessionerne selvfølgelig krævet, at de deltagende parter har lært sig programmerne. Dette har naturligvis taget lidt tid – dog har det vist sig, at ikke alle har behøvet at være lige tekniske kompetente for at sessionerne har kunne lykkedes.
Arbejdssessionerne har været nødtvungne grundet COVID-19 omstændighederne, men de har egentligt, alt taget i betragtning, fungeret ganske udmærket.
En af årsagerne til dette, er dog nok, at en af projektdeltagerne har haft særdeles skarpe tekniske kompetencer, rekvireret fra tidligere arbejde, som vedkommende har kunnet hive frem af skuffen når teknikken har drillet, eller når en af de andre deltagere har haft brug for hjælp. Sessionerne nød altså godt af at have teknisk support lige ved hånden.
Kommenteringen foregik fortrinsvist synkront i fælleskab under arbejdssessionerne. Dog var der også et asynkront element, da flere af projektdeltagere på forhånd havde foretaget rettelser og kommentarer i dokumentet.. Rationalet bag dette var, at det måske ville lette byrden og gøre arbejdet nemmere, hvis man havde et nogenlunde færdigt forslag at arbejde ud fra.
Der har altså været både synkrone og asynkrone elementer i spil.
Arbejdsformen er en sammenblanding mellem det digitale og det analoge, da der bliver brugt digitale værktøjer til at kommunikere på stort set samme måde, som ved et fysisk møde.
Arbejdsformen ligger i krydsfeltet mellem praksis og viden, og har krævet, at de lokale projektdeltagere har sat sig ind i de mest basale funktioner på både Google Docs, Sharepoint, og Microsoft Teams, samt haft adgang til disse værktøjer.
Visse tekniske kompetencer, har været en forudsætning for at kunne arbejde i sessionerne. Praksis har dog ændret sig i takt med, at alle løbende er blevet mere hjemmevante i programmerne. F.eks. kan alle nu dele og overtage skærmen, gennemse rettelser i dokumentet, løse kommentarer, etc, hvilket har gjort arbejdssessionerne mere dynamiske og produktive.
Selve sessionerne har foregået internt, i den lokale projektgruppe - med udgangspunkt i materiale fra eksterne aktører. Det var en del af konceptet, at udviklingen foregik i faser, med en vekselvirkning mellem det åbne, eksterne, hvor materialet blev lagt ud til den samlede projektgruppe, og det mere lukkede, interne arbejde i den lokale projektgruppe. Begge faser foregik på samme måde, med samkommentering i Google Docs.
Udvikling af undervisningsforløb / læringsaktivitet
Denne online workshop om udvikling af læringsmønster til VIA Bibliotek i marts 2020 blev ledet af projektpartnere fra VIA Bibliotek og med deltagere af underviser kolleger fra VIA Bibliotek praksis samt en gæst (ekstern part) fra Det Kgl. Bibliotek, AU Library (STAK projektpartner bibliotek). Gæsten(mig selv) spillede også aktivt ind med egen erfaring fra egen tidligere praksis som underviser i AU Library.
Samtale
Centralt for denne case står dimensionen samtale.
Online workshoppen foregik som en fælles online drøftelse i den indkaldte gruppe, og chat fungerede som en mulighed for at spille ind med refleksioner og spørgsmål undervejs i samtalen. Derved krydsedes to former for samtidig og parallel tilstedeværelse, nemlig den synkrone og den asynkrone. Refleksioner og spørgsmål sendt gennem chat blev taget op af de to personer, som faciliterede workshoppen. Samtalen var således hybrid, nemlig synkron og asynkron og foregik ved siden af hinanden mellem (projekt) interne og eksterne parter. Der var således det fælles samtalerum (online) og indspil fra ‘individuelt hver for sig” fysiske rum (onsite)
Historien bag den hybride case
Vi loggede ind og blev budt velkommen af Ulla Buch Nilson og Birgit Truelsen Larsen, VIA Bibliotek, som bød velkommen til mødet og gav ordet “bordet rundt” til en præsentationsrunde af deltagerne. Mødet blev afholdt uden video, hvilket skærpede sanserne.
Skype for Business blev anvendt.
Casen var en del af det lokale VIA Biblioteks arbejde med udvikling af STAK læringsmønstre - i et samarbejde med VIA Biblioteks kolleger samt en ekstern gæst, som var mig Jeg havde mødt samtlige deltagere en eller flere gange, så det var ikke nye bekendtskaber, men den tværinstitutionelle faglige erfaring (hvor jeg udgjorde det tværinstitutionelle islæt) som her skulle deles udgjorde et hybridt element for mig - og formodentligt også de andre deltagere.
Jeg oplevede at blive budt ind i et samarbejdsrum med kompetente biblioteksundervisere (Praksis) som blev præsenteret for STAK projektets viden ( Viden). Drøftelsen byggede på de erfaringer hver især havde og praksis fyldte selvfølgelig meget i samtalen, da den jo allerede anvendes og virker i den daglige undervisning. Koblingen til projektets viden viste sig imidlertid at være en udfordring. Det samme var læringsmønster skabelonen, som blev delt på vores skærme og skulle danne ramme om det fælles resultat (onsite / online).
At udvikle egen undervisning er ingen ny øvelse, men STAK læringsmønsterskabelonen en ny måde at drøfte udvikling af undervisning og undervisningspraksis på - det kræver åbenhed og omstillingsparathed i forhold til dette. STAK tilbyder her mulighed for kulturforandring. Gruppen af kolleger, som ikke ellers har deltaget i projektet talte ud fra egne erfaringer (Intern/ Ekstern) - dette skulle kobles til projektets tænkning, Det vil altid være en forhandling, og nu i den hybride samtale, hvor det synkrone/ asynkrone samt tværinstitutionelle aspekt spillede en ny og anderledes rolle. Jeg synes, det fungerede fint i dette online rum, som i virkeligheden giver mulighed for en vis nøgtern distance, som jeg ikke tror ville være til stede, hvis vi havde mødtes fysisk.
Det digitale kan gøre det lettere at bryde med det vi *plejer at gøre’. Som nævnt kunne vi alene høre, ikke se, hinanden, hvilket krævede disciplin af deltagerne og god styring af de faciliterende parter. Vi nåede ikke så langt, som projektdeltagerne gerne ville have været, men vi fik italesat projektets viden ift. VIA biblioteks underviser praksis, som vi også fik forholdt den eksterne praksis fra AU Library - og kom et stykke vej i den forhandling, det er at lade udviklingspotentiale møde god praksis, som fungerer. Det hybride element, online / onsite rummet gav grobund for fokus fra den enkelte deltagers side, men selve udgangspunktet for forhandlingssituationen, at der åbnes for nye måder og vinkler at se udvikling af undervisning på, tror jeg måske ligger i forarbejdet til et sådant møde. Jeg tror på, at det digitale rum giver større mulighed for fagligt fokus, men det stiller også nye krav til de som faciliterer et sådant møde, det er en ny form for mødeforberedelse, som skal til. Jeg tror ikke vi var nået længere i et fysisk rum, snarere tværtimod.
Vi havde ikke mulighed for at se hinanden, men jeg synes ikke det var en stor forhindring - jeg tror det skærper lytteevne, at du rent faktisk lytter til de fremførte synspunkter, og så skal facilitator sørge for at skære igennem og lade ordet gå videre på rette sted. En meget vigtig opgave, som jeg synes, at Ulla og Birgit løftede flot.
Fælles drøftelse i det online rum, men med mulighed for at spille refleksioner og spørgsmål ind som chat ind under/på bordet. Chat som blev taget op af facilitator (projektpartner) på mødet. Denne dimension giver netop hybriditet til online mødet - en hybriditet som ikke findes i det fysiske møde.
Her kobles projektets viden (VIA Bibliotek projektpartnere og mig selv) sig til VIA Biblioteks praksis (VIA Bibloteks projektpartnere og kolleger i VIA Bibliotek) samt også min erfaring og tidligere underviserpraksis i AU Library.
Vi deltog i det virtuelle møde, hvor online dimensionen satte rammerne for samværet, men hvor vi meldte ind fra hver vores individuelle “onsite”. “onsite” dimensionen gav ro til individuel refleksion i eget rum - at være fysisk tilstede i samme rum kan distrahere og fjerne fokus fra sagen. I dette tilfælde kunne vi ikke se hinanden alene høre, også det skærper sanserne.
Onsite online kommentering
Casen beskriver brugen af online kommentering på andres arbejde i forbindelse med en større læringsmønsterworkshop, hvor alle involverede personer også er fysisk tilstede. Casen viser, hvordan dette giver mulighed for at kombinere de mere formelle skriftlige kommentarer med mere uformelle mundtlige kommentarer. Online kommentering af andres læringsmønstre er en væsentlig del af udviklingen af læringsmønstre i STAK-projektet. Før online kommenteringen er der arbejdet med at udvikle egne læringsmønstre. Efter ens læringsmønster har fået online kommentarer tilpasses og bearbejdes læringsmønsteret i forhold til de kommentarer, læringsmønstret har fået.
Samarbejde
Casen fokuserer på et hybrid samarbejde. Dette kommer til udtryk ved, at vi samarbejder online ved at give kommentarer til hinandens læringsmønstre, samtidig med at vi befinder os i samme fysiske rum. Det giver mulighed for at spørge ind til skriftlige kommentarer, man har modtaget og komme med mundtlige kommentarer og bemærkninger til egne og de andres kommentarer
Historien bag den hybride case
I forbindelse med en større læringsmønsterworkshop, hvor vi var fysisk tilstede, arbejdede vi med at give online, skriftlige kommentarer på hinandens læringsmønstre. Den dobbelthed ift. en fysisk og online tilstedeværelse gav grobund for et hybridt samarbejde. Det kommer til udtryk igennem at der i mindre grupper blev arbejdet med at give kommentarer i et online dokument, hvor der blev givet både individuelle kommentarer og kommentarer, som gruppen var enige om. Den fysiske tilstedeværelse gav i de mindre grupper mulighed for samarbejde via online dokumentet, men også samtale. Derudover gav den fysiske tilstedeværelse også mulighed for at kommunikere onsite på tværs af grupperne, som man gav og modtog online kommentarer fra.
Online kommenteringen skete gennem Google Docs. Online kommenteringen af læringsmønstre er en væsentlig del af udviklingsarbejdet med disse. Online kommenteringen som en feedbackform giver en bedre kvalitet af mønstrenes indhold og udtryk.
At vi både var onsite og online i forbindelse med kommenteringen af læringsmønstrene, bevirkede, at der skete forskellige former for kommunikation. De skriftlige online kommentarer blev lavet i samme dokument, hvor gruppens læringsmønster blev udviklet/beskrevet. Kommentarerne havde en vis formalitet i deres udtryk, fordi de var formuleret, så de var klare, og samtidig formuleret i en ordentlig tone. Samtidig kunne vi kommunikere til hinanden i det fysiske rum. Kommunikation i det fysiske rum bar præg af en anden grad af uformelhed. Det var små kommentarer til de online kommentarer, der var givet og modtaget.
Workshoppen bestod af personer fra STAK-projektgruppen, og deltagere, som havde takket ja til workshopdeltagelse - primært andre biblioteksfolk. Alle workshopdeltagere arbejdede med at udvikle et læringsmønster i mindre grupper (2-3 personer). Undervejs i workshoppen blev grupperne bedt om at give kommentarer på en anden gruppes læringsmønster.
Det er værdifuldt dels at samarbejde om at give andres arbejde kommentarer. Igennem den snak der er i gruppen bliver online kommentarerne bedre, og samtidig er der plads til at give individuelle kommentarer.
Det viste sig at være en god oplevelse at (og lidt mærkeligt) at sidde i samme fysiske rum som dem, hvis arbejde man skulle give kommentarer. Det gav mulighed for at give mundtlige kommentarer/uddybelser af online kommentarerne. Og samtidig var det også nemt at spørge ind til de online kommentarer, som man havde modtaget, hvis det var tvivl eller usikkerhed, om hvordan noget skulle forstås..
I forbindelse med læringsmønsterworkshops gav vi kommentarer på hinandens læringsmønstre synkront, men vi havde mulighed for at forholde os til kommentarerne til vores egne læringsmønstre både synkront - i løbet af workshoppen og asynkront - efter workshoppen, i forbindelse med arbejdet med at gøre læringsmønsteret helt færdigt.
I casen arbejdes der i det fysiske (onstite) og online rum på samme tid på flere måder. Vi befandt os alle i samme fysiske rum. Vi arbejder i mindre grupper med at give kommentarer på andres læringsmønstre. Vi giver individuelle kommentarer og kommentarer, som vi er enige om i gruppen. Vi kan samtidig kommunikere med gruppen, som vi er ved at give skriftlige online kommentarer til. Da vi har modtaget kommentarer på vores egne læringsmønster, kan vi kommentere på disse skriftligt og mundtligt til gruppen, der har givet os kommentarerne, eks. for at få kommentarer uddybet.
De skriftlige online kommentarer har en vis formalitet i deres udtryk. Vi bruger tid på at finde ud af, hvad vi vil kommentere på, og tid på at finde frem til de helt rette formuleringer, så de er klare, og samtidig formuleret i en ordentlig tone. Samtidig gav den fysiske tilstedeværelse mulighed for at snakke sammen med dem, der har lavet læringsmønsteret - og give kommentarer i en mere uformel og umiddelbar tone.
Selve sessionerne har foregået internt, i den lokale projektgruppe - med udgangspunkt i materiale fra eksterne aktører. Det var en del af konceptet, at udviklingen foregik i faser, med en vekselvirkning mellem det åbne, eksterne, hvor materialet blev lagt ud til den samlede projektgruppe, og det mere lukkede, interne arbejde i den lokale projektgruppe. Begge faser foregik på samme måde, med samkommentering i Google Docs.
Designkollaboratorier og den hybride samtale
Læringsmønstre og inspirationskort (samt arbejdsmetoden) er målet for hele STAK-projektet. Arbejdet med mønstre og kort har taget udgangspunkt i teoretiske/videnskabelige overvejelser, fx Desk research rapporten, og er blevet gennemført af deltagere fra geografisk spredte uddannelsesinstitutioner/biblioteker ved deltagelse i såvel onsite- som onlinekollaboratorier.
Dette er øjeblikserfaringer af arbejdet med mønstre og kort, som det så ud da deltagerne mødtes online medio maj 2020. Arbejdet med den hybride faglighed er godt i gang, Men er endnu ikke afsluttet.
Samtale
Den hybride samtale mellem parter med forskellige relationer er i fokus her: Samtale mellem mennesker, der kender hinanden godt og samtale mellem mennesker, der kender hinanden mindre godt. Det er samtaler, der finder sted online, men setup´et er det traditionelle mødes struktur - selvom deltagerne er fysisk til stede i forskellige rum. Den hybride udvikles derefter af de betingelser, muligheder og begrænsninger onlinemødet giver.
Historien bag den hybride case
Det sene designkollaboratorie var et af flere digitale møder og dagsordenen var en pose blandede bolcher. Jeg har koncentreret mig om det generelle samt to møder/samtaler:
- Online arbejde med ”gamle” læringsmønstre og nye inspirationskort.
Zoom, der efterhånden er ved at blive en fast del af hverdagen i en hybrid digitaliseret verden, muliggjorde samtalerne, og det er tydeligt at praksisser fra traditionelle samtaler er udgangspunktet. Der opstår dog løbende nye praksisser for mødedeltagelse.
Vi taler ikke i munden på hinanden – i det mindste nogen af os – og mødelederens autoritet respekteres. Det forhindrer imidlertid ikke mødedeltagerne at kommunikere på andre platforme samtidig med mødedeltagelsen. Det er accepteret – måske fordi det sker upåagtet af andre – men vil nok blive betragtet som no go til et almindeligt offline møde.
I denne case er det nok heller ikke uvæsentligt, at vi allerede kender hinanden fra både fysiske- og onlinemøder. Det uformelle får en stadig større plads.
Onlinemødet er også karakteristisk ved at vi sidder på afstand af hinanden – alene eller få sammen. Under normale omstændigheder sidder vi på vores arbejdsplads, men under corona/covid begrænsningerne har vi fået et unikt kig ind i vores kollegers privatsfære, da mange sidder i fx stuen eller køkkenet. Det gør, at samtalen får et mere uformelt præg, samtidig med at det bidrager med lidt info om det/de mennesker man sidder overfor.
Det hjemlige kan være en isbryder, her hvor det er svært at aflæse kropssprog, men det skal nok vurderes fra samtale til samtale om det hjemlige touch er en god ide. I nogen sammenhænge vil det nok give mening med en mere uniform baggrund til videoen. Hvis privatlivet rykker for meget ind, kan det gå ud over det professionelle image.
Den virtuelle samtale er et godt udgangspunkt for at arbejde sammen på afstand. Det er dog ikke fri leg på nettet. Der er ting det er vigtigt at huske:
- At tænke på formel/uformel samtale
- At samtalens karakter har indflydelse på ”code of Conduct”
- At sørge for erfaren mødeleder, der kan “styre” talerækken og holde samtalen på sporet.. Samtalen kan let blive fragmenteret, når alle har mulighed for at markere sig.
- At kropssproget ikke er tydeligt i en online samtale
- At kende teknologi og muligheder bag de online platforme, der benyttes
- At deltagernes fremtoning stadig betyder noget i mere formelle sammenhænge (medmindre det er tydeligt, at morgenhåret er sat af en kendis frisør og lycra´en er fra Under Armour).
Det analoge (offline) møde har nok for mange været den ”normale” måde at mødes på, men samarbejde i sammenlagte institutioner, samarbejde mellem geografisk spredte institutioner samt corona/covid begrænsninger har hurtigt gjort onlinemødet til ”the new normal”.
Det betyder, at deltagerne – i større eller mindre grad – har været nødt til at omstille sig til online møder (her v.h.a. Zoom), hvor det personlige rum ikke har været den formelle arbejdsplads, men – for mange – et privat hjem.
Nye kommunikationsformer skal beherskes: Zoom (video/audio), mulighed for hurtigt skift mellem stormøder og opdelte møder (breakout rooms), indbygget chat m.v.
Hertil komme muligheden for forskellige samtaleniveauer:
Man kan fx chatte eller maile med andre under et møde, man kan positionere sig synligt og vedvarende overfor alle (forsvinder ikke – kræver svar) vha. chatten.
Under alt dette bliver nye formelle og uformelle ”code of conducts” udviklet og træk fra samtalen ved offline mødet blandes med træk fra online samtalen.
Onlinemødet (3 deltagere) vedr. Læringsmønstrene var udpræget uformelt. Mødedeltagerne kendte hinanden godt og der var enighed om de – ufortalte – normer der gælder. Der var plads til faglighed, sjov og almindelig samtale om hverdagen på arbejdet. Alt meget ”offline”. Online aspektet var her, at det var hurtigt at dele egne dokumenter og dermed gøre samtalen mere effektiv og målrettet.
Onlinemødet (2 deltagere) vedr. De nye inspirationskort var mere formelt. Deltagerne kendte hinanden, men alene fra STAK sammenhænge. Code of conduct blev ikke italesat (naturligvis) men det var klart, at det var et professionelt møde med en bunden dagsorden. Der var ikke meget ”offline” Vi arbejdede med hvert vores inspirationskort, men delte og kommenterede hinandens arbejde løbende. Arbejdet blev ikke afsluttet, men skal fortsætte på et nyt onlinemøde senere.
Wrokost - den online frokoststue
Der blev etableret og afprøvet en online frokoststue på tværs af institutioner, hvor vi spiser sammen online men fysisk hver for sig. I STAK projektet har vi flere gange mødtes til vores STAK Webinarer og spist frokost sammen - deraf navnet Wrokost - for at snakke om løst og fast på kryds og tværs under frokostpausen.
STAK Webinarerne - også kaldet online designkollaboratorier - fungerede som online arbejdsmøder og workshops hvor deltagerne i STAK projektet mødes for at arbejde sammen online i STAK projektet. I stedet for, som man oftest gør, at lukke ned for skærmen i pauserne og spise sin frokost i frokoststuen blandt kollegaer (eller derhjemme under corona-krisen), eksperimenterede STAK projektet med hvordan man kunne spise frokost sammen online mens man snakkede om vejret, livet, arbejdet, familie, kæledyr eller hvad man almindeligvis ville tale sammen om under en frokostpause.
Efter wrokosten forsatte arbejdsmøder og workshops som de almindeligvis ville gøre under onsite seminarer eller workshops på fysiske lokationer.
Samvær
Centralt i casen stod det hybride samvær hvor en ny måde at være sammen på online blev etableret og afprøvet. Ofte har videomøder i arbejdssituationer fokus på det funktionelle, effektive og målrettede hvor man mødes med kollegaer omkring en bestemt dagsorden eller med at rent arbejdsmæssigt sigte.
I wrokosten ændres formål og sigte da man ikke mødes om en specifik arbejdsopgave eller dagsorden, men mødes omkring det sociale samvær det er at holde pause og spise frokost sammen. Der var mulighed for at snakke sammen om emner ud over arbejdet, kigge ind i hinandens hjem eller kontorer, dele fortællinger og vise hinanden sjove eller interessante ting via skærm- eller linkdeling.
Samværet var i fokus - da den sociale handling det er at spise frokost sammen var i fokus. At spise mad sammen mens man snakker om det der falder en ind.
Historien bag den hybride case
Online frokost på tværs af rum eller lokationer kræver at deltagerne kan omforme det ofte ret formelle og styrede online rum gennem videokonferencesystemer til et mere uformelt og ustruktureret rum hvor folk kan spise og tale sammen om løst og fast. Det kræver blandt andet at man har det komfortabelt med at spise foran hinanden på skærmen - noget der kan udfordres af at man ofte sidder og ser sig selv spise på skærmen og dermed bliver ubehageligt bevidst om sin egen spisning. Derudover kan man også føle at de andre og deres spisning er ‘for tæt på’ fordi ansigterne på skærmen ofte opfattes tættere på ens intimsfære end hvis man sidder på hver sin side af bordet og spiser sin frokost. Endelig kan det være en udfordring at få ‘samtalen til at køre’ lige så løst og ustruktreret som den normalt ville gøre i frokoststuen.
Vi benyttede Zoom som videokonferenceløsning til de online møder i STAK projektet, så det var også den løsning der blev anvendt til Wrokosten. En løsning på udfordringerne ovenfor var blandt andet at vælge ‘hide self view’ i Zoom så man ikke var tvunget til at iagttage sig selv spise og dermed kunne undgå ‘hyperrefleksivitet’ omkring ens egen spisning. En anden løsning var at rykke sig selv eller skærmen lidt væk så man kunne sidde med maden foran sig og de andre ‘på afstand’. Endelig skiftede vi fra en ‘mikrofon slukket når du ikke taler’ politik til en ‘alle har mikrofoner åbnet hele tiden’ politik, så man følte sig velkommen til at grine, sukke, komme med pludselige små indfald eller skramle med bestikket. På den måde undgår deltagerne at skulle overveje om det der lige falder dem ind mon er vigtig nok for andre til at man skal ‘unmute’ sig selv.
Når Wrokosten fungerede trådte der pludselig en anden form for samvær frem, hvor deltagerne var frie til at dele tanker, overvejelser og kommentarer der ikke nødvendigvis havde nogen specifik forbindelse til den formelle mødeaktivitet der gik forud eller den mødeaktivitet der fulgte efter Wrokosten. De deltagere der deltog i Wrokosten (den var frivillig at deltage i) lærte på den måde hinanden at kende på andre måder end de rent møde-formelle. De delte mad og tanker og formede derigennem andre typer af kollegiale og menneskelige bånd end hvis de ikke havde spist sammen på tværs af rum og lokaliteter og blot havde logget på når næste formelle mødeaktivitet gik i gang. Potentialet ved Wrokosten er helt klart at man kan forme kollegiale og menneskelige bånd på tværs af institutioner og lokationer og med samarbejdspartnere man ellers blot ville have mødtes med i mere formelle og funktionelle rammer. Det gjorde også at dette samvær dernæst kunne ‘bbæres med over’ i de mere strukturerede og funktionelle mødeformater der nu føltes en anelse friere og dybere fordi man havde delt mad og tanker sammen.
I wrokosten som hybridt sambærsformat var især akserne online/onsite og formel/uformel i spil.
Den traditionelle onsite frokoststue blev flyttet online for derigennem at skabe en fælles frokoststue som ‘et tredje rum’ på tværs af fysiske lokationer. Der var således fokus på at sammenblande det online med det onsite når STAK deltagerne snakkede sammen om hvad de fx havde hængende på væggene, hvilke bøger de havde i bogreolen, hvordan vejret var hos dem uden for vinduet, fremviste deres kæledyr og havde børn eller kollegaer der kiggede forbi. I den online-onsite wrokost var der fokus på at spise sammen (online) hver for sig (onsite).
I wrokosten blev der arbejdet med at transformere det traditionelle formelle og funktionelle videomøde til en uformel og socialt gennem at etablere socialt og kollegialt uforpligtende samvær sådan som man finder det i frokoststuen. Gennem wrokosten var der mulighed for at komme til at kende nye sider af deltagerne i STAK projektet og se hinanden ikke blot som projektdeltagere men også som kollegaer og mennesker der spiser frokost sammen.
Online workshop om linieføring
Gruppearbejde på Zoom, hvor fire personer skulle lave en linieføring bestående af fire selvstændige læringsmønstre, der samtidig skulle kunne indgå i en fælles forløb. Det samlede produkt skulle muliggøre anvendelse af læringsmønstrene, såvel enkeltvis som i et samlet, progressivt læringsforløb.
Produktet skulle derefter afleveres til en ekstern kommentering, med fokus på linieføringen, såvel som sammenhæng og progression mellem de enkelte læringsmønstre.
Samarbejde
Centralt for denne case er samarbejde; som det udspiller sig i samspillet mellem selvstændigt arbejde i en i princippet analog verden, og det fælles møde i et digital verden.
Udfordringen har været at skrive et antal tekster, der dels kan stå alene, og dels kunne opleves som et samlet forløb; og gøre det i et samarbejde mellem flere personer, uden at man fysisk mødes.
Løsningen har været at have alle diskussioner, og lave alle aftaler, i et synkront, digitalt miljø; og lave alt skrivearbejde i et i princippet analogt og asynkront miljø.
Vi har oplevet det som rationelt at bibeholde traditionelle produktionsmåder (enkeltmandsskrivning) med en effektiv og konstruktiv sparring og rammesætning i et digitalt miljø, hvor vi har kunnet udnytte den praksis for feedback vi kender, og sætte den i spil i en digital og synkron sammenhæng.
Udfoldning af løsningsmåde for den stillede opgave, var i høj grad lettet af det hybride samarbejde i en vekselvirkning mellem onlinemødet og den efterfølgende personlige refleksion.
Historien bag den hybride case
Som en særlig del af projektet med at udvikle læringsmønstre til studerendes digitale akademiske kompetencer, har projektgruppens medlemmer også fået i opdrag at lave særlige mønstre, der både kan stå alene og samtidig indgå i en såkaldt linieføring: Fire læringsmønstre der fører den studerende fra begynder til kompetent niveau, indenfor et givent område.
For at lave dette arbejde mødtes gruppens fire medlemmer på Zoom til en fælles arbejdsdag.
Forinden havde vi dog haft et formøde, med det formål at afklare hvad der skulle forberedes til dagen; og lægge en foreløbig plan for hvordan dagen skulle afvikles. Udkommet af dette møde var at vi ønskede at starte med en fælles afklaring og fastlæggelse af tema og emner; men at selve arbejdet med at udfærdige mønstrene skulle foregå enkeltvis.
Det uformelle, digitale møde giver mulighed for at afprøve og harmonisere idéer og forestillinger om arbejdsgange og arbejdsmetoder i en analog/digital akse i gruppen; og danne grundlag for individuelle refleksioner om det faglige indhold.
Arbejdsdagen startede med et fælles rum, hvor vi i fællesskab snakkede os frem til et fælles tema (og tilhørende fortælling) for linieføringen; og dernæst afklarede emnet for de enkelte mønstre, og progressionen imellem dem.
Kombinationen af at have holdt et formøde, og efterfølgende haft et par dage til at reflektere enkeltvis, gjorde det langt lettere her i anden omgang at nå frem til fælles beslutninger.
Næste fase var et breakout forløb, hvor de fire deltagere hver især udmøntede de aftaler vi havde omkring emne og progression, i en første beskrivelse af de resterende tre emner, samt den fælles linieføring.
På aftalt tidspunkt mødtes gruppen igen i et fælles forum, for at koordinere og samle op på det arbejde, der nu var lavet asynkront.
Det foregik ved at deltagerne en ad gangen delte sin skærm, og gennemgik sit læringsmønster - både det nedskrevne, og overvejelser om det udestående - for resten af deltagerne.
Denne første gennemgang var uden kommentarer fra de andre deltagere. Gennemgangen afsluttedes med en opsamling på progressionen set helt overordnet.
Dernæst gennemgik vi læringsmønstrene igen, i samme rækkefølge, men nu med kommentarer, og med fokus på sammenhæng og progression mere end på det konkrete indhold.
Denne arbejdsmetode blev valgt på stedet, netop fordi vi havde muligheden for at arbejde med analoge dokumenter på andre måder, i vores digitale møderum. Det at vi sømløst kunne dele og sammenligne dokumenter, affødte en arbejdsmetode vi følte forbedrede både det endelige produkt og vores mødeoplevelse.
I fjerde element gik vi igen ud af det fælles forum, og arbejdede videre på de enkelte læringsmønstre. For at udfylde de manglende tekstfelter; men først og fremmest for at indkorporere den feedback der var kommet på indhold og på sammenhæng og progression.
Som sidste element på dagen mødtes vi igen i det fælles rum for en synkron opsamling og status på vores arbejde med linieføringen.
Vi afsluttede med at fastlægge det videre arbejde, herunder tidsfrist for første gennemskrivning; for kommentering af de andres bidrag; samt efterfølgende anden gennemskrivning, hvor de andres feedback inddrages.
Efterfølgende skal vores lineføring underkastes ekstern feedback, og rettes til som følge heraf, forinden en publicering på projektets hjemmeside.
At udnytte vekselvirkningen mellem at arbejde asynkront, og samarbejde synkront.
I workshoppen ved at have sessioner med skrivning enkeltvis, afløst af sessioner med samkommentering. Efter workshoppen suppleret med asynkron kommentering og videreskrivning.
At lade digitale teknikker befrugte analoge arbejdsmetoder, hvor man gennemgår dokumenter i en online session, som man ville gøre i en analog; men udnytter mulighederne for et smidigt skifte mellem online/offline. Vi arbejder derfor både i det analoge, men også digitale samtidigt, for at lave synkront sammenhængende arbejde.
Online seminar med to mødeformer og én dagsorden
Seminarerne i STAK-projektet bliver i stor udstrækning afholdt online, med et deltagerantal på mellem 15-20 personer. Der anvendes hovedsageligt 2 former for møder:
Stormøder med alle deltagere, eller gruppemøder (break-out-rooms) med 2-4 deltagere.
Begge former for møder indgår som elementer i den fastlagte dagsorden.
På stormødet med formel struktur, vil dialogen oftest være meget styret, dvs. taleren eller ordstyreren oftest styrer dialogen mod et tilsigtet slutpunkt. På det digitale stormøde, via videokonferencesystemet zoom, foregår interaktionen med deltagerne oftest via chat eller “digital” håndsoprækning. Deltagelsen i disse møder kan beskrives som passiv. Undervejs støtter deltagerne sig til dagsordenen for at kunne se fremdrift i mødet, samt for at kunne orientere sig i forhold til formål.
Gruppemøderne i mindre grupper, er derimod kendetegnet ved større frihed i talerækken og plads til langt flere kommentarer og indskydelser. Talerækken foregår på skift og har en mere uformel struktur. Det lavere antal deltagere giver en højere grad af nærvær. Deltagelsen i gruppemøderne kan beskrives som aktiv. Dagsordenen anvendes her til at definere tildelte opgaver eller beskrive slutmål.
Samtale
Centralt i casen står den hybride samtale; Deltagelsesniveauet spænder fra passiv/lyttende til aktiv/kommunikerende i hhv. det store online møderum, og det mindre gruppemøde.
De to mødetyper optræder oftest indenfor samme mødetid, men afviklingen og deltagelsesformen er meget forskellig. Derfor betragter vi det som et hybridt møde. De to mødetyper griber ind i hinanden og afløser hinanden. Deltagernes engagement er forskelligt på de to typer af møder. Møder der finder sted online, har ofte fokus på flere delmål, og de to mødetyper har hver sin kvalitet:
Målene kan være: opsummerende, fokus på fremdrift, deadlines, produktion osv. Begge former for møder er beskrevet i dagsordenen. Dagsordenen anvendes som pejlemærker for mødets emner og forløb, hvilke er vigtige for deltagernes evne til at kunne orientere sig.
Historien bag den hybride case
Det online møderum opleves som både formelt og uformelt, alt efter hvilken mødeform der anvendes, og specielt i forhold til antal deltagere.
Til det store online møde med mange deltagere kan deltagelsesniveauet bære præg af at være iagttagende/lyttende med høj styring og retningsangivelse.
Mødeleder/deltager kan dele skærm med deltagere, og vise eller illustrere en situation. Ligeledes kan mødeleder/deltager skrive eller kommentere i det fælles dokument.
En præcis og detaljeret dagsorden kan her være en god rettesnor for deltageren.
Det mindre gruppemøde byder på krav om deltagelse og indlevelse. Også her kommer en præcis og detaljeret dagsorden i spil, da deltagerne ofte flere gange i diskussionen må gå tilbage til denne, for at finde retning og svar på “hvad går øvelsen ud på?” eller “hvad er det vi skal nå frem til?” Mødelederen har på forhånd defineret grupperummenes deltagere og antal. - Ligeledes kan mødeleder tilgå de forskellige grupperum og kommunikere med deltagerne.
Mødedeltagerne kan dele skærm og samskabe et dokument eller produkt.
En tydelig og klar dagsorden er for begge typer af møder af betydning for at sætte deltagerne i stand til at orientere sig og højne fokus på det givne emne.
Det er vigtigt at mødelederen inden mødet, vurderer længden af møderne og nøje justerer vekselvirkningen mellem de to typer.
Ligeledes er det vigtigt at være bevidst om, hvornår stormødet og hvornår gruppemødet benyttes, og i hvilke sammenhænge de hver især har sin styrke.
Hertil kommer at dagsordenen skal afspejle mødets indhold, og især kunne støtte deltagerne i forbindelse med den ønskede effekt.
I det online møderum, er det især akserne formel/uformel og passiv/aktiv der er i spil.
Seminarerne i STAK-projektet foregår oftest online, da projektdeltagerne kommer fra forskellige dele af landet. Ligeledes indgår det at kunne arbejde online/digitalt, og udforske dets muligheder i selve projektets grundprincip.
De fleste STAK-seminarer indeholder både “stormøder” samt gruppemøder med få deltagere.
Til information og introduktion af nye områder anvendes oftest det store møde. Det store fællesmøde anvendes til overordnet orientering og videregivelse af information med passiv deltagelsesform.
Det mindre gruppemøde bruges i højere grad til udforskning, produktion og løsningsrettede aktiviteter samt diskussion, der kræver en mere aktiv deltagelse af mødedeltagerne.
Vekselvirkningen mellem de to samtale/kommunikationsformer (passiv/aktiv og formel/uformel) etableres langt hurtigere end hvis seminarerne fandt sted i det fysiske rum. Overgangen mellem de to styres af mødeleder via “host-rollen” på zoom. Gevinsten ved skiftet i mødeformen er et centralt punkt i online STAK seminarerne, da produktiviteten og tidsressourcerne er udnyttet maksimalt.
Shepherding: kvalificering af et læringsmønster ved feedback
På onsite seminar februar 2020 blev vi kort introduceret til shepherding. Konceptet indebærer at forfatter af et læringsmønster modtager konstruktiv feedback af hyrden/shepherd, således at læringsmønsteret gennem shepherdens kommentarer bliver udviklet til endelig publicering - efter at forfatter har bygget videre på læringsmønsteret ud fra den konstruktive feedback. Shepherding kan enten foregå analogt eller digitalt, i casen jeg beskriver har jeg udelukkende deltaget digitalt. Shepherding er rammesat i STAK således at alle læringsmønstre og linjeføringer bliver shepherded af én eller flere samtidige shepherds.
Samarbejde
Casen er udtryk for hybridt samarbejde ved at to eller tre STAK deltagere samtidig læser og kommenterer læringsmønsteret i et fælles word dokument i Google Docs. Den fælles annotering af læringsmønsteret foregår online i videomøde via zoom platformen, det vil sige der foregår samtidig en diskussion mellem shepherds om hvad der skal gives feedback på og hvorledes det skal formuleres. Det hybride samarbejde kræver online etikette, en adfærdskodeks, forstået således at shepherd har en uskreven pligt til at opmuntre forfatter, ’nudge’ og stille spørgsmål og endda i nogle tilfælde at give bud på hvorledes man også kunne beskrive et elemente i læringsmønsteret. Det hybride samarbejde kræver også at forfatter og shepherd har et godt forhold til hinanden, er trygge ved hinanden og har respekt for hinandens arbejde. Det er vigtigt for shepherd at anerkende at forfatter er læringsmønstrets ejer, og at shepherd stiller de tankevækkende spørgsmål til forfatteren.
Historien bag den hybride case
Det hybride samarbejde i shepherding fordrer at shepherd er klar på sin rolle. På onsite STAK seminar blev vi kort introduceret til hvad shepherding er og vi blev henvist til yderligere læsning hvis vi ville gå dybere ind i processen.
Casen jeg vil beskrive er med tre samtidige shepherds. Vi kender hinanden fra projektsamarbejdet, vi arbejder ikke i samme organisation. Jeg erfarede at arbejdet med online kommentering i samme dokument kører uproblematisk, hver shepherd kommenterer hver for sig eller i som i denne case – to kommenterer efter enighed er afklaret.
I casen er det til start lidt en udfordring at afsætte tid til ’fælles arbejdskodeks’, dvs.at blive enige om at læse hele læringsmønsteret igennem inden vi starter diskussionen om de enkelte tekstfelter. Vi véd det er en fordel at starte med ’det store billede’ - hvor vi læser abstract, kontekst og udbytte afsnittene.
Her har jeg oplevet at en shepherd er ivrig under læsningen og starter diskussion om der reelt er balance mellem identificeret problem i de akademiske digitale kompetencer og det resultat som aktiviteten beskriver. Vi finder efter gennemlæsning fælles fodslag i diskussionen af læringsmønsteret og bliver enige om at kun to shepherds skriver kommentarerne. Vi forsøger at gå systematisk frem, dog kan det være vanskeligt at huske alle elementer, bla. om der er god sammenhæng mellem udbytte og aktiviteter, om der er en brugbar forberedelsesoversigt til underviser og fyldestgørende beskrivelse om adgang til materialer.
Gennembearbejdning af et læringsmønster tager ca. 30 minutter. Det vi lægger vægt på i kommenteringen er at stille undrende spørgsmål i en god tone, således at forfatterens produkt kan blive forbedret til at fremhæve læringsmønsterets kerne/essens; hovedbudskabet skal træde tydeligt frem. Det optimale er at sende små kommentarbidder til forfatteren, således at vi gentager shepherding 2 eller 3 gange. I denne case har vi holdt os til at sende kommentarer til forfatteren én gang. Vi er som shepherds også bevidste om at begge parter, både forfatter og shepherds, bruger dyrebar tid på kommentering og opdatering af læringsmønsteret, derfor er det vigtigt at vi er ærlige om at give opmuntrende og konstruktiv kritik.
Jeg oplever at forståelsen for shepherd processen er skærpet, idet vi selv er forfattere, vi har alle en aktie i produktet, samtidig med at det for hver enkelt shepherding er vigtigt at fastholde at det er forfatteren som er ejer af læringsmønsteret.
Når vi skal fortsætte med at shepherde linjeføringer og cases over det hybride samarbejde tænker jeg der med fordel kan opstilles få retningslinjer, en adfærdskodeks, som kan bidrage til at sikre at vi både får shepherded ’det store billede’ og samtidig også kommer fra makro til meso niveau. Bud på elementer i kodeks kan være:
- Hav det etiske aspekt med i kommenteringen, forfatter opmuntres og ‘nudges’
- Stil korte, tankevækkende spørgsmål
- Giv forfatter små, korte kommenteringsbidder af gangen.
Synkron/asynkron: akse hvor shepherding kunne løses asynkront, vi valgte at shepherde synkront, idet vi havde afsat tid hertil på et aftalt zoom møde.
Analog/digital: shepherding kan både foregå i samme fysiske rum hvor der kommenteres i Google Docs og der diskuteres fysisk, eller det kan foregå digitalt. I casen er udelukkende anvendt online shepherding, idet corona nedlukning kom ind over, således at alle arbejdede hjemmefra. Online shepherding giver umiddelbart anledning til ændret praksis i kommenteringen i det fælles dokument, det hybride rum kræver at feedback afklares shepherds imellem løbende: f.eks. om der skal være fælles kommentering eller om hver shepherd kommenterer for sig.
Praksis/viden aksen hvor forfatteren af læringsmønsteret har en stor praksis opbygget om læringsmønsteret men hvor vi som shepherds ikke nødvendigvis har samme indgående viden om mønsteret, og dermed ikke kan interagere på samme niveau.
Breakout-rooms – rummet for samtale, nærvær og energi
På længere online arbejdsmøder blev der etableret breakout rooms, hvor vi i mindre grupper skulle arbejde sammen på afgrænset tid.
Inden vi blev fordelt i mindre grupper havde vi typisk deltaget i længere tid på fællesmødet med mange deltagere og stor disciplin. Sideløbende var en aktiv chat, hvor alle kunne bidrage.
Efter arbejdet i breakout rooms mødtes vi alle igen i det store fællesmøde, hvor mødelederen tog over og var styrende for mødet.
Samtale
Centralt i casen stod den hybride samtale, hvor nye former for samtale opstod i mindre breakout rooms og hvor den hybride samtale blev styrket ved at gå fra en talekanal med aktiv brug af chat (et stort fællesmøde) til en anden talekanal (et lille breakout room).
Det kom til udtryk ved, at de eksisterende måder at samtale på i fællesmødet blev afløst af mere uformel samtale med plads til øget nærvær. Chatfunktionen blev ikke brugt til skriftlige kommentarer, de blev fremlagt mundtligt. Der var stadig fokus på det funktionelle, effektive og målrettede i arbejdet på workshoppen, men samtalen om arbejdet ændrede sig og blev løsere, mere nærværende og med mere plads til at lufte usikkerheder. Chatten blev ikke længere brugt
Historien bag den hybride case
I projektet anvendte vi Zoom som videokonferenceløsning og derigennem breakout rooms
Det blev det mindre rum, hvor vi pludselig kun var 2-5 personer. Efter at have været i det store fællesrum, hvor talerækken var meget disciplineret og formel, blev den form brudt hurtigt og fuldstændigt. Her var plads til det uformelle samtidig med at vi på begrænset tid skulle tale og skrive os igennem opgaven.
Tidspresset hjalp også til at løsne op for det formelle og til at slippe en evt. frygt for at træde ved siden af – det var ihvertfald hvad jeg oplevede. Behovet for en løsere form efter det store fællesrum gjorde bestemt også sit til den uformelle samtale, der gav god mulighed for deltagelse og involvering.
Når jeg i andre sammenhænge selv arbejder i grupper eller beder studerende om at arbejde i grupper i det fysiske rum, så oplever jeg, at det tager lidt tid at finde frem til samtalen. Alle skal lige samle ens ting, rykke sammen og se hinanden lidt an.
I de online breakout rooms fandt vi meget hurtigere hinanden i samtalen. Vi sad jo klar, havde set på hinanden i fællesrummet og de fleste havde behov for lige hurtigt at sige lidt – efter lang tid med oplæg eller disciplinerede talerækker. Jeg oplevede ingen barrierer, men en masse energi – som fortsatte da vi alle kom tilbage i fælllesrummet
Det blev også det mere fortrolige rum, hvor vi lige kunne få luftet usikkerheder og tanker og finde ud af, om jeg sad alene med mine overvejelser og evt. usikkerheder.
Mine vigtigste erfaringer med breakout rooms er, at det er et enkelt greb til den uformelle samtale, til nærvær og til at give deltagerne energi.
Jeg vil bestemt tænke breakout rooms ind i eks. online undervisning som et didaktisk greb, der kan give deltagerne energi, bedre mulighed for deltagelse i den uformelle samtale og et fokus på arbejdsopgaven.
I casen var især akserne formel/uformel og onground (onsite)/online lokationer i spil.
Det formelle fællesmøde med mange deltagere og stor disciplin blev opløst og deltagerne blev fordelt ud i breakout rooms med færre deltagere og plads til mere uformelle samtaler.
De mindre breakout rooms foregik online og samtalen om arbejdet var hurtigt i gang idet alle deltagere allerede sad helt klar efter fællesmødet. Det krævede ikke, at man skulle samle sine ting og skifte plads inden samtalen kan komme i gang som det typisk ses ved gruppearbejde onground / i det fysiske rum.
Breakoutrooms, -sammen i det lille som del af det store
I Stak projektet er langt de fleste møder mellem projektdeltagerne foregået online, via Zoom. De online møder forløber typisk som fællesmøder, hvor projektdeltagerne orienteres, debattere og formidler. Som en del af fællesmøderne, er projektdeltagerne blevet delt ind i mindre grupper, hvor der gives mulighed for at være sammen i breakoutrooms, - i mindre grupper. I de mindre grupper har deltagerne mulighed for at lære hinanden bedre at kende og for at arbejde sammen i mindre grupper. Efter breakrooms samles alle igen i fællesmødet og arbejder videre der.
Samvær
Det vigtige i denne case er det sociale samvær. Anvendelsen af breakoutrooms i forbindelse med store online projektmøder, giver mulighed for primært at arbejde sammen i mindre grupper. Det hybride opstår, når projektdeltagerne, som ikke kender hinanden så godt på forhånd, (projektdeltagerne kommer fra forsknings- og uddannelsesbiblioteker fra hele landet) får mulighed for at lære hinanden bedre at kende og opbygge sociale relationer i det virtuelle/online rum, på tværs af projektbiblioteker. Social inkludering opstår, når der er plads til uformelle samtaler og samarbejde på tværs af et online møde, og det er der netop mulighed for i de mindre grupper.
Historien bag den hybride case
I Stak projektet mødes alle projektdeltagere i langt de fleste tilfælde til online hybride webinarer /projektmøder. Møderne foregår i programmet Zoom. Møderne foregår ofte i flere timer ad gangen, og det medfører at deltagerne sidder mere eller mindre passiv og lytter på at andre formidler noget viden. I programmet for mødedagene er der indlagt “gruppearbejde” i breakoutrooms (en mulighed som programmet Zoom stiller til rådighed, og som muliggør det hybride samvær) Formålet med anvendelsen af breakoutrooms er primært at små grupper (2-4 personer) af projektdeltagere får mulighed for at diskutere et konkret emne. Det der ofte sker i de små møder, er at deltagerne smalltalker sammen og lige får snakket sig ind på hinanden. Det formelle møde brydes til fordel for et mere uformelt rum, hvor du er forpligtet til at have mikrofonen tændt, videobillede på og være en del af snakken. Den første del af mødet foregår som oftest som en isbryder, fra det helt formelle mødeformat i det store møde, til det mere uformelle møde i det lille, hvor det hybride samvær er i fokus.
Mange projektdeltagere kender ikke hinanden så godt, men muligheden med breakoutrooms er med til at opbygge et større kendskab til hinanden. Det uformelle kan styrke samværet i de store møder, fordi kendskabet til hinanden giver en større fortrolighed og tryghed.
Online møder er ikke det bedste sted til opbygning af relationer, men når det er den mulighed der er, så fungerer de små møder forbløffende godt. At projektdeltagerne også mødes i den fysiske verden, det har været en stor fordel. I de små møder snakkes der også ofte om projektet og de opgaver der er stillet, og dermed kan eventuelle misforståelser blive tydelige for de enkelte projektdeltagere. Denne arbejdsform kan med fordel også anvendes i en undervisningssituation, især i Corona tiden, hvor studerende ikke må være sammen fysisk. Her får de studerende et rum til at være sammen, men også til at lave en stillet opgave.
De mindre online møder i de store online møder, giver samværet et mere uformelt præg. De til tider meget formelle webinarer / designkollaboratorier brydes, ved at man får lov til at arbejde med konkrete problemstillinger, i mindre grupper - i breakoutrooms, og på den måde lære hinanden bedre at kende. De første 1-3 minutter i et breakoutroom kan ofte gå med at deltagerne lige snakker sig ind på hinanden. Dette uformelle samvær, når det foregår hybrid, kræver mere af deltagerne, når man ikke kender hinanden.
Sociale relationer opbygges som oftest i det analoge møde mellem mennesker. I dette projekt har stort set alle møder foregået online. Det kræver en særlig indsats at opbygge relationer online. Samvær i grupper bygger på sociale relationer, og kan derfor være en særlig udfordring i online møder. Det hybride samvær opstår
Skriftlig kommenteringsdialog
I udviklingen af både rapporter, læringsmønstre og casebeskrivelser har vi i STAK-projektet skriftlige kommenteringsrunder, hvor andre deltagere shepherder/giver feedback til dem der har skrevet teksten. Denne feedback er med til at udvikle og forbedre de forskellige elementer i STAK-projektet.
I denne feedback-proces skabes der en dialog mellem tekstforfattere og dem der giver feedback. Hvis der er flere der giver feedback opstår der også dialog mellem dem.
Samtalen opstår gennem svar og uddybende spørgsmål til de kommentarer der bliver givet til den oprindelige tekst. Ideelt set sker dette over flere runder, så den formelle tekst også bliver en del af dialogen gennem de rettelser og ændringer der bliver lavet.
Samtale
I den skriftlige kommenteringsdialog sker der en hybrid samtale, hvor deltagerne har en dialog der ikke er verbal som den normalt vil være, men foregår skriftlig.
I den skriftlige samtale er der elementer man ikke normalt vil se i en traditionel samtale. Naturligvis det at samtalen foregår på skrift, men også at den ikke nødvendigvis er synkron
Historien bag den hybride case
Helt fra starten af i vores samarbejde i STAK-projektet har vi samkommenteret tekster i Google Docs. Det første vi arbejdede med var desk research rapporten, hvor vi skriftligt kommenterede på udkast til rapporten og kommenterede på hinandens kommentarer. Herved opstod den hybride samtale, hvor vi på uformel vis talte sammen på skrift, bekræftede hinandens kommentarer eller spurgte ind til dem.
Senere i forløbet har vi brugt kommenteringen ved shepherding, hvor vi hjælper hinanden med at tydeliggøre og præcisere de læringsmønstre vi har lavet til platformen.
Samkommentering og den dialog der opstår i kommentarerne fungerer godt til netop vores projekt, da en stor del af projektet foregår virtuelt, og vi alle er forskellige steder i landet. Det giver også tid til at man kan få feedbacken og reflektere over den, før man svarer (hvis man har lyst) eller omskriver sin tekst ud fra det.
Jeg synes det kan være provokerende at få kommentarer på den her måde, fordi man ikke får mennesket bag med, og så kan kommentarerne virke hårdere end de er tænkt. Også som kommentator kan det være svært at formulere sin feedback, så den ikke virker hård. Når det er på skrift, er det sværere at modificere det man kommentere, da der skal meget udenomssnak med, for at få frem at det bare er en tanke og det måske ikke er aktuelt eller nødvendigt. For at tilgodese dette har vi brugt nogle gode råd (The language of Shepherding) i forhold til Shepherding.
På mange punkter fungerer det som en almindelig kommentering af en tekst, men muligheden for dialog skaber et andet rum, hvor der er mulighed for at blødgøre kommentarerne og gøre samarbejdet mere personligt.
Det er helt klart ikke en samtaleform jeg foretrækker, men i denne sammenhæng har den nogle fordele. Ideelt set kunne jeg godt forestille mig at den var kombineret med personlig mundtlig samtale, men dette ville kræve mere planlægning, mere tid og krav om samtidig tilstedeværelse, der ville gøre kommenteringen mindre smidig og fleksibel.
Kommenteringen og dialogen er som udgangspunkt asynkron, men kan både foregå synkront og asynkront. I første omgang er kommenteringen asynkron, men efter den første kommenteringsrunde kan der komme synkron dialog ud fra de første kommentarer, hvis man sidder samtidig og kommentere..
Dialogen er digital hvilket er anderledes end ved en traditionel dialog omkring en tekst, hvor man ofte vil mødes fysisk og snakke om ændringsforslag.. I enkelte tilfælde (som fx til vores onsite læringsmønsterworkshop) foregik dialogen både analogt og digitalt.
Kommentarerne er uformelle, men samtidig kommenteres der på et formelt indhold, hvorfor det ikke bare er chit chat, men faglige kommentarer.