De studerende får indblik i, hvad copyright-reglerne siger omkring digital deling af tekster, som andre er ophav til.
De studerende får indblik i, hvordan de lovligt kan dele akademiske tekster digitalt. Denne aktivitet indgår også som del af en STAK-linjeføring. STAK-linjeføringer har til formål at løfte den studerende fra et begynder-niveau (aktivitet 1) til et kompetent-niveau (aktivitet 4) inden for en digital akademisk kernekompetence. Aktiviteten her er nummer 2 i STAK-linjeføringen Copyright i en digital verden Alle links til afvikling af aktiviteter findes nederst. |
---|
KONTEKST
Det at bygge videre på andres værker, eks. videnskabelige artikler, er et helt centralt element af det akademiske skriftlige arbejde.
Nu om dage er rigtigt meget akademisk materiale – artikler og bøger – tilgængelige digitalt via søgemaskiner og databaser. Det er tilmed meget nemt at downloade den fulde tekst til egen computer og meget nemt at dele den digitalt med andre.
Digital deling af tekster er underlagt copyright-regler. Reglerne angiver, hvad der er tilladt og ikke-tilladt ift. digital deling.
Det er vigtigt at de studerende har kendskab til, hvordan de kan dele digitale filer på en lovlig måde, da brud på copyright-reglerne potentielt kan have konsekvenser for den enkelte studerende og for den institution, de er tilknyttet.
Dette gør sig for så vidt også gældende, når de studerende bevæger sig ud i arbejdslivet.
UDBYTTE
- De studerende får kendskab til copyright-reglerne i forhold til deling af digitale tekster
- De studerende får kendskab til, hvordan de kan dele digitale tekster på en lovlig måde
AKTIVITETENS INDHOLD OG TRIN
Aktiviteten har fokus på at give de studerende indsigt i copyrightreglerne i forhold til deling af digitale tekster.
Dette sker gennem brugen af små fortællinger og ved at forklare, hvad copyrightreglerne siger.
AKTIVITETEN TRIN FOR TRIN
- Underviser spørger de studerende ved hjælp af en/to historier om, hvad de studerende tror at man må ift. deling af tekster
- Eks. historie 1: Nina er med i en studiegruppe, der skal skrive en opgave sammen. Hun har fundet en relevant artikel, som hun ved at alle i gruppen har brug for at læse. Hun har downloadet artiklen og vil dele den med resten af gruppen ved at uploade den i deres fælles drev. Må hun det?
- Eks. historie 2: Klaus har fundet en artikel, som han har downloadet. Han tænker at den kunne være interessant for resten af hans hold at kende til. Han tænker, at den nemmeste måde at dele den på er ved maile den som en vedhæftning til resten af holdet. Må han det?
- Underviser spørger efter hver historie, om vedkommende må gøre det – ja eller nej og evt. hvorfor
- Underviser gennemgår herefter sine slides om, hvordan man må dele digitale tekster på en lovlig måde
EFTER AKTIVITETEN
Underviser kan, hvis han/hun møder de studerende, igen, spørge, om de har opfølgende spørgsmål.
MATERIALER OG FORBEREDELSE
Forberedelse |
---|
Underviser sætter sig ind i hvad copyrightreglerne siger om deling af digitale tekster. Her kan søges hjælp via de ekstern links i denne aktivitet eller ved ens institutions bibliotek. |
Underviser forbereder slides, der forklarer hvad copyrightreglerne siger om deling af digitale tekster. |
Underviser har en til to historier á la dem, eksemplificeret i denne aktivitets trin-for trin-gennemgang, eller kan genbruge disse. |
UDFORMET AF
Helle Brink og Charlotte Wind, Aalborg Universitetsbibliotek
LINKS TIL ANDRE STAK AKTIVITETER:
Kommentér effektivt sammen (i Word)
INSPIRATIONSKORT
EKSTERNE RESSOURCER
Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejdes hjemmeside